Årets tema for Odense Blomsterfestival ’Natur, ro og fantasi’ sætter fokus på naturens evne til både at skabe fordybelse og vække fantasien. Festivalens gæster inviteres til at sænke tempoet og opleve, hvordan naturen kan åbne et rum for nærvær, eftertanke og fortællinger. I mødet mellem det virkelige og det eventyrlige opstår nye perspektiver, hvor blomster, planter, lyd og kunst bliver medfortællere i oplevelsen.Denne stemning udfolder sig i installationen DRIVHUSET x Livets blomster, der er inspireret af H.C. Andersens rørende eventyr Historien om en moder.
DRIVHUSET X livets blomster
Træd ind i det store drivhus på Gråbrødre Plads i Odense, hvor besjælede blomster og planter vokser forunderligt imellem hinanden til musikken fra forestillingen Jeg er en Mor. Oplev et eftertænksomt lydunivers med kildevandsklare vokaler, stemningsfuld cello og bankende hjerter. Hver en plante og hver en blomst er menneskeliv, mennesker der lever endnu, en i Kina, en i Grønland, ja rundt omkring i verden.
Her banker mit hjerte - og dit.
Blomsterne og planterne i drivhuset er alle fantasifulde skabninger, skabt i H. C. Andersen ånd. H.C. Andersens far lappede sko. Man kaldte ham for en skoflikker. Og af sin far lærte H.C. Andersen flikkeriets kunst; at sammenstykke gamle ting og hermed give dem nyt liv. Det er en kunst, der føres videre i Atelieret i H.C. Andersens Hus, hvor de besøgende i juni og juli kan flikke en personlig blomst til installationen i drivhuset. Blomstermodellerne er lavet af kunstner Betina Følleslev fra Frøken Følleslev i tæt samarbejde med H. C. Andersens Hus.
Musikken
Indspilning og arrangement af Line Felding, Jacob Chano Lundby og Betina Følleslev. Musikken er skabt af komponist og musiker Line Felding samt sanger og sangskriver Betina Følleslev til den poetiske musikfortælling Jeg er en Mor, der opførtes første gang til H.C.Andersen Festivals i 2024 på TID - Museum for Odense. Udgangspunktet var eventyret Historien om en moder, samt forskningsprojekt og udstillingen MOR! skabt af museumsinspektør Camilla Schjerning.
Støttet af Statens Kunstfond, H.C. Andersen Festivals og Dansk Artist Forbund.
Frøken Følleslev
Designer, multikunstner og skaber af kreative pop up workshops for børn og deres nysgerrige voksne med Frøken Følleslevs Værksted. Betina Følleslev er ud over arbejdet med musikken også kunstneren bag den visuelle installation med papirblomster af genbrugsmaterialer i DRIVHUSET x Livets Blomster.
Arrangør: Frøken Følleslev i samarbejde med H.C. Andersens Hus, Odense Blomsterfestival og H.C. Andersen Festivals