1. Nyheder
  2. Nyheder /
  3. Folkeligt fællesskab og madmekka

Nyheder

Festivalen forvandler Munke Mose til folkeligt fællesskab og madmekka

Når festivalen i år løber af stablen, så bliver Munke Mose forvandlet til et uformelt folkeligt frirum med street food og et loungeområde med kulturoplevelser for alle byens gæster.

Loungeområde

Har du brug for et pusterum under årets H.C. Andersen Festivals, er Munke Mose en oplagt mulighed. En del af parken bliver nemlig omdannet til et loungeområde fyldt med liv, fællesskab, god stemning, underholdning og Street Food Festival.

Loungeområdet vil være delvist overdækket, og som en central del af området skaber Foreningen Mad & Kultur en Street Food Festival, hvor kvalitetsoplevelsen er i højsædet.

Loungen er skabt med støtte fra Fonden for Fynske Bank og får navnet ’Public Lounge – præsenteret af Fynske Bank’.

Fra Motor Mille til livemusik

Public Lounge er tænkt som et samlingssted for festivalens gæster og skal omfavne den fællesskabsfølelse, som er grundtanken i H.C. Andersen Festivals. Her træder gæsterne ind i et lækkert og delvist overdækket område, som er stemningsfuldt udsmykket og samtidig agerer scene for forskellige kulturelle indslag.

I dagtimerne er der indslag for børnefamilier som blandt andet krea-workshops, ansigtsmaling og show med Motor Mille. Senere på dagen henvender underholdningen sig mere til det voksne publikum i form af blandt andet intimkoncerter.

Læs mere om det nye område i årets program lige her.