Nyheder
Hvad sker der, når H.C. Andersens Historien om en moder flytter ind i nye rammer?
Det spørgsmål har været udgangspunktet for installationen DRIVHUSET x Livets blomster, hvor musik, lys og fantasifulde blomster skaber et rum for både eftertanke og forundring.
Idéen udspringer af årets tema for Odense Blomsterfestival, Natur, ro og fantasi, og af musikfortællingen Jeg er en Mor, som blev skabt i 2024 med afsæt H.C. Andersens Eventyr, Historien om en moder. I stedet for at skabe noget helt nyt har Frøken Følleslev, kunstneren bag installation ønsket at give musikken nyt liv i en anden ramme – nemlig i det drivhus, der spiller en central rolle i eventyret.
Drivhuset på Gråbrødre Plads inviterer gæster til at træde ind i en installation, hvor blomster af papir vokser forunderligt imellem hinanden til musikken fra musikfortællingen. Det skaber et eftertænksomt lydunivers med kildevandsklare vokaler, stemningsfuld cello og bankende hjerter – hver blomst repræsenterer er et menneskeliv.
Frøken Følleslev håber, at gæsterne oplever eftertænksomhed og forundring, når de træder ind i drivhuset, ”Eventyret giver stof til eftertanke både mht. moderskab og forældreskab og om livet og døden. Musikken og stemmerne sætter en stemning med en fortælling, der skaber indre billeder, mens blomster og lys skaber en fantasifuld og legende side”, fortæller Frøken Følleslev.
Men blomsterne i drivhuset er ikke kun kunstnernes værk. Gennem sommeren har besøgende i H.C. Andersens Hus kunnet skabe deres egne små blomster af bogsider i atelieret. Nu vokser de videre i installationen og bliver en del af det samlede værk. På den måde er publikum ikke bare gæster, men medskabere. Og måske bliver det netop dét, der gør oplevelsen ekstra personlig: at vide, at ens egen lille blomst er blevet en del af noget større.