Ras Bolding opfører sin populære HCA Suite, der har trukket fulde huse under festivalen gennem flere år. HCA Suiten byder på musikalske fortolkninger af eventyrene Snedronningen, Skyggen, Grantræet, Historien om en moder, Den lille havfrue og Den lille pige med svovlstikkerne som pakkes ind i nye musikalske klæder i udryk som synth og goth, punk og folk, 8-bit og orientalske klange med referencer til nogle af de klassiske komponister, H.C. Andersen angiveligt selv lyttede til.
Den teatralske koncert byder på visuelle elementer som lys, lasershow, kostumer og illustrationer udført af Penelope Ramon og Jannik Juhl. På scenen flankeres Bolding (vokal, synthesizere, Commodore 64) af henholdsvis Alex Anarki (synthesizer) og Kaos Korrosion (ekstra vokal, synthesizer).
2025 markerer 150-året for H.C. Andersens død, og i denne anledning iklædes Suiten en rammefortælling i form af musikalsk Præludium og Postludium med afsæt i forfatterens død. Koncerten tager udgangspunkt i forfatteren, der ligger for døden og hjemsøges en sidste gang af sine litterære skabninger. Disse tager ham med på en vemodig rejse gennem eventyrenes verden, før han må drage videre og lade sine figurer blive alene tilbage som genfærd, dømt til evig gentagelse gennem de fortællinger, der siden er blevet en del af den verdensomspændende kulturarv.
Forberedelse:
I kan med fordel gennemgå eventyrene Snedronningen, Skyggen, Grantræet, Historien om en moder, Den lille havfrue, Den lille pige med svovlstikkerne, som alle behandles musikalsk i løbet af koncerten. Forhåndskendskab er dog ikke nødvendigt.
Bemærk: Forbeholdt skoleklasser med billetreservation. Billetter kan reserveres fra den 11. juni kl. 12.00.
Anbefalet alder: Fra 5. klasse og opefter
Særlige hensyn: Der benyttes lasere under koncerten
Medvirkende:
Ras Bolding: Vokal, synthesizere, Commodore 64
Alex Anarki: Synthesizer
Kaos Korrosion: Ekstra vokal, synthesizer
Arrangør: Klub Golem
Medarrangør: H.C. Andersen Festivals
Foto: Rudi Buhl
Forestillingen er en del af Odenses markering af 150-året for H.C. Andersens død - Andersen Forever.
Alle tider er vejledende
Bemærk venligst, at festivalsekretariatet kan vælge at dele den kontaktinformation, du angiver i billetsystemet, med arrangør, så de kan kontakte dig inden workshoppen med eventuelle vigtige informationer, hvis der er behov for det.