H.C. Andersens eventyr, billedkunst og teknologi spiller sammen i workshoppen Eventyrlig Robotteknologi.
I workshoppen skal eleverne formidle et eventyr visuelt gennem maleri og collage samt teknologiens muligheder for at forstærke billedets udtryk. Eleverne arbejder gruppevis på lærred med maling, pensel og collage. Samtidig arbejdes med micro controllere, elektroniske kredsløb og programmering, så billedet levendegøres med bevægelighed og lysende elementer. Der skabes således eventyrlig robotteknologi udfoldet i interaktive H.C. Andersen-kunstværker. Alle kan være med, også selvom eleverne aldrig har programmeret.
Workshoppen faciliteres af studerende fra UCLs IT-teknolog-uddannelse. De studerende står klar til at sparre med og udfordre eleverne, så idéerne tilpasses deres teknologiske færdigheder og niveau.
Sidst på dagen holder vi fernisering med en udstilling af gruppernes færdige produkter. Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi i løbet af dagen og til ferniseringen omkring kl. 13.30 på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Seebladsgade 1.
Brug workshoppen som et tværfagligt emne eller som del af et forløb i eksempelvis dansk, mediefag, kommunikation og it, billedkunst, fysik, som en aktivitet i grundforløbet eller som en introaktivitet. Eleverne arbejder både med deres litterære og visuelle forståelse, formidling samt teknologiske færdigheder i Eventyrlig Robotteknologi.
Bemærk: Aktiviteten er forbeholdt skoleklasser med billetreservation. Billetter kan reserveres fra den 28. maj kl. 12. Bestil kun de billetter, du ved, du skal bruge og husk at melde afbud igen, hvis du bliver forhindret.
Målgruppe: 8.-10. klasse samt ungdomsuddannelsernes 1. og 2. årgang
Medbring på dagen: Eleverne skal medbringe PC.
Forberedelse:
Inden aktiviteten kan tilmeldte hold med fordel:
- Lave grupper af fire elever.
- Lade grupperne overveje og beslutte, hvilket H.C. Andersen eventyr de vil formidle i deres interaktive værker samt gøre overvejelser om motiv, og hvad vil de formidle i billedet.
- Læse eventyr af H.C. Andersen og eventuelt besøge H.C. Andersens Hus for at blive inspirerede.
- Se videoen fra tidligere år, som giver en forståelse af hvad workshoppen går ud på: https://www.facebook.com/watch/?v=1128782034742464
- Læreren kan også se denne video, som giver lidt mere indgående forståelse af workshoppen: https://www.youtube.com/watch?v=rPoAUd_JrcA
Medvirkende:
Odense STX & HF i samarbejde med UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
Arrangør: Odense STX & HF i samarbejde med UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og H.C. Andersen Festivals
Hovedsponsor for H.C. Andersen Festivals’ tilbud for skoler og institutioner er Novo Nordisk Odense.
Alle tider er vejledende
Bemærk venligst, at festivalsekretariatet kan vælge at dele den kontaktinformation, du angiver i billetsystemet, med arrangør, så de kan kontakte dig inden workshoppen med eventuelle vigtige informationer, hvis der er behov for det.