I KOMA Ballets workshop for 1.-5. klasse inviteres børnene ind i KOMAs studie, hvor bevægelse, musik og fantasi vækkes til live. Her får eleverne mulighed for både at danske og skabe selv, når de udforsker, hvordan musik kan inspirere til bevægelse og hvordan dans kan blive en måde at udtrykke sig og kommunikere.
Workshoppen giver eleverne enkle værktøjer og metoder, som er tilpasset deres alder, og tager udgangspunkt i et originalt soundtrack skabt til KOMA’s forestilling BRIDGES. Det giver plads til, at børnene frit kan lege, udforske og finde på deres egne bevægelser.
Musikken trækker på inspiration fra forskellige kulturer og åbner for en mangfoldighed, samtidig med at den understøtter samarbejde og fælles oplevelser. Med vejledning fra KOMAs kunstnere arbejder eleverne med rytmer, melodier og legende benspænd, der inviterer til at eksperimentere med bevægelser, former og kreativitet. Med inspiration fra Bridges skaber de deres egne små værker og oplever, hvordan dans kan bygge bro og bringe os tættere på hinanden.
Workshoppen tager afsæt i glæde og skaber et trygt rum for nysgerrighed og kreativ udfoldelse. Her findes der ikke rigtige eller forkerte bevægelser – kun muligheder for at opdage, samarbejde og bruge kroppen som et kunstnerisk udtryk. Målet er, at eleverne oplever bevægelse som en kilde til energi, fællesskab og inspiration.
Bemærk: Aktiviteten er forbeholdt skoleklasser med billetreservation. Billetter kan reserveres fra den 28. maj kl. 12. Bestil kun de billetter, du ved, du skal bruge og husk at melde afbud igen, hvis du bliver forhindret.
Målgruppe: 1.-5. klasse
Forberedelse:
Workshoppen kræver ingen forberedelse og alle kan være med, uanset om de har danset før eller ej.
Bemærk: Eleverne skal møde op i behageligt tøj, som man kan bevæge sig i.
Medvirkende
KOMA TEAM
Arrangør: KOMA BALLET og H.C. Andersen Festivals
Foto: Peredo Media
Alle tider er vejledende
Bemærk venligst, at festivalsekretariatet kan vælge at dele den kontaktinformation, du angiver i billetsystemet, med arrangør, så de kan kontakte dig inden workshoppen med eventuelle vigtige informationer, hvis der er behov for det.