Forfatteren Kristian Leth er optaget af Biblen. Faktisk synes han, at Biblen er verdens vigtigste bog. Hans seneste udgivelse af samme navn går i dybden med, hvordan det kristne syn danner fundamentet for vores vestlige virkelighedsforståelse og stiller spørgsmålstegn ved, om den kultur, vi ofte betragter som rationel og puritansk, i virkeligheden er ret magisk. Forsker i H.C. Andersen, Torsten Bøgh Thomsen, er til gengæld optaget af H.C. Andersen, der i sine eventyr ikke sparer på kristne referencer og metaforer, men i sit personlige liv udtrykte forskellige meninger om den kristne tro. Denne aften kan du komme tættere på både Kristian Leths og H.C. Andersens syn på Gud - og på hvordan vi kan bruge de litterære billeder fra både Andersen og Biblen i en moderne verden. Begge dele vækkes til live med samtale og oplæsning.
Om Kristian Leth:
Kristian Leth er musiker, journalist og forfatter til blandt andet En vej ud af tågen (2022) og Verdens Vigtigste Bog (2024). Gennem 2½ år har han hver søndag på P1 udforsket kristendommen sammen med journalist Lauge Hendriksen i Bibelen Leth Fortalt, og han har holdt flere hundrede foredrag om emnet.
Om Torsten Bøgh Thomsen:
Torsten Bøgh Thomsen, mag.art., ph.d., er lektor og leder af H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet og i øjeblikket leder af forskningsprojektet Hans Christian Andersen as World Literature, som undersøger modtagelsen af H.C. Andersen i oversættelser og adaptationer uden for Danmark. Hans forskning fokuserer på dansk samtidslitteratur, romantikken og dens receptionshistorie, og han har blandt andet udgivet en monografi om natursyn i Andersens forfatterskab og romantikkens betydning for aktuelle klimadebatter.
—
De Udødelige Poeters Klub
I anledning af markeringen af H.C. Andersens 150 års dødsdag præsenterer Spoken Word Festival De Udødelige Poeters Klub. Her slår vi dørene op til ni inspirerende klubaftener, hvor forfattere, forskere og komponister hylder H.C. Andersens, Karen Blixens, Inger Christensens, Tove Ditlevsens, Michael Strunges og Yahya Hassans forfatterskaber.
Entré:
Studerende: 100 kr. i forsalg / 120 kr. i dørsalg
Almindelig: 150 kr. i forsalg / 170 kr. i dørsalg
Årskort SPOKEN: Studerende: 250 kr. / Almindelig: 400 kr. Gælder til alle Spoken Word Festival events i 2025
Billetsalg via SPOKEN
De Udødelige Poeters Klub er præsenteret af Spoken Word Festival og Studenterhus Odense og er støttet af H.C. Andersen Fonden og Statens Kunstfond.
Spoken Word Festival præsenteres af Studenterhus Odense og er en del af H.C. Andersen Festivals. Festivalen er støttet af Statens Kunstfond, Odense Kommune, H.C. Andersen Festivals, Dansk Artist Forbund, Tuborgfondet og H.C. Andersen Fonden.
Arrangementet er en del af Odenses markering af 150-året for H.C. Andersens død - Andersen Forever.
Alle tider er vejledende