Oplev blomsterkunst på højeste niveau, når 15 af landets dygtigste florister – 10 seniorer og 5 juniorer – konkurrerer om titlen som årets Danmarksmester i Blomsterkunst i Rådhushallen på Odense Rådhus i weekenden den 14.-16. august.
Publikum kan komme helt tæt på floristernes kreative univers og følge, hvordan blomster, former og fantasi forvandles til spektakulære konkurrenceværker. Med inspiration fra Blomsterfestivalens tema skal deltagerne fortolke nøgleordene MAGI – ERINDRING – NATUREN og LIVET gennem tre unikke opgaver, hvor kreativitet, håndværk og blomsterkunst smelter sammen.
Blandt deltagerne finder man både den forsvarende Danmarksmester fra 2024, Europamesteren fra EuroSkills 2025, årets Skills-Danmarksmester, regionsmestre og tidligere danmarksmestre – så både kvaliteten og det faglige niveau er helt i top.
Udover den spændende konkurrence kan festivalens gæster opleve aktiviteter med blomster for både børn og voksne, høre mere om uddannelsen til blomsterdekoratør og blomsterbinder samt deltage i konkurrencen om Publikumsprisen med mulighed for at vinde flotte buketter og gavekort.
Søndag den 16. august kl. 12.00 kåres årets Danmarksmestre i senior- og juniorklassen på scenen i Rådhushallen. Her afsløres også vinderen af Publikumsprisen – den florist, hvis showopgave har gjort størst indtryk på publikum.
Alle konkurrencearbejder vil være udstillet i Rådhushallen om søndagen, hvor gæsterne kan opleve de imponerende værker helt tæt på.
Under de enkelte dage i programmet kan du se de detaljerede programpunkter og følge konkurrencens udvikling.