Nyheder
Dette års prismodtager af legatet Reisekammeraten blev officielt afsløret til åbningen af SPOKEN: Det er Nijaz Salihovic, civilingeniørstuderende på Syddansk Universitet.
Næste semester skal Nijaz på et nyt eventyr til Sydkorea, hvor han vil følge sin drøm som spiludvikler. Det bliver måske en udfordrende rejse, men det er han klar på. Som Nijaz selv sagde i sin tale, da han indtog scenen på Studenterhus Odense, er oplevelser det, der danner vores identiteter og os som person — og alle de oplevelser, vi erfarer gennem vores rejse, kan nedbryde dele af os, men i sidste ende bliver vi sammensat på en anden måde, med et nyt perspektiv, ny viden og ny dannelse.
Johs. Nørregaard Frandsen, professor emeritus i H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet og medlem af priskomitéen for Reisekammeraten, overrakte legatet til Nijaz. Ifølge Johs. Nørregaard Frandsen, skilte Nijaz' ansøgning sig helt ud: "han fanger H.C. Andersens ånd" for at sige det med professorens ord.
Vi ønsker Nijaz stort tillykke med den velfortjente pris og ønsker ham held og lykke på eventyret. Det er nu, det starter!