1. Nyheder
  2. Nyheder /
  3. Novo Nordisk Odense bliver hovedsponsor

Nyheder

Novo Nordisk Odense bliver hovedsponsor for festivalen

Novo Nordisk Odense er blevet sponsor for H.C. Andersen Festivals og støtter festivalen yderligere ved at blive hovedsponsor for skoleprogrammet.

Novo Nordisk Odense er blevet sponsor for H.C. Andersen Festivals og har samtidig valgt at støtte festivalen yderligere ved at blive hovedsponsor for programmet til skoler og institutioner de næste tre år. Støtten giver muligheder for at udvikle skoleprogrammet og tiltrække endnu flere børn og unge til festivalen.

H.C. Andersen er også for børn. Derfor ønsker H.C. Andersen Festivals hvert år at øge børn og unges kendskab til forfatteren gennem et stort program målrettet skoler og institutioner.
Nu får den fynske kulturfestival hjælp til ambitionen via støtte fra Novo Nordisk Odense, der er trådt til som hovedsponsor for programmet til skoler og institutioner i de kommende tre år.

”Vi vil gerne investere i unge mennesker, og vi vil gerne give noget tilbage til Fyn og Odense. H.C. Andersen Festivals giver en masse stolthed til fynboerne, og samtidig flugter festivalens fokus på kultur, dannelse og læring for børn og unge rigtig godt med Novo Nordisks DNA. Derfor er vi blevet sponsor for festivalen, ligesom vi støtter skoleprogrammet for foreløbig tre år,” siger Jesper Trebbien Andersen, Direktør i Novo Nordisk Odense, og tilføjer:

”Vi håber, at vi med vores engagement i festivalen kan være med til at inspirere og engagere unge mennesker i kunsten og litteraturen. H.C. Andersens fortællinger er tidløse og evigt aktuelle, og vi tror på, at festivalen tilbyder en enestående mulighed for at fremme kreativitet og læring hos den unge målgruppe."

Årets skoleprogram byder på en lang række aktiviteter for fynske skoler og institutioner, som normalt trækker omkring 10.000 børn og unge ind til festivalen i løbet af uge 34. I år byder skoleprogrammet blandt andet på kreativ workshop over eventyret ’Den lille havfrue’, operaen ’Tommelise’, dukketeaterforestillingen ’The Ugly Duckling’ samt eventyrlige foredrag, musikalske forestillinger, faglige, fysiske og kreative workshops og meget mere.

Festivalens direktør, Peter Bøgholm, glæder sig over Novo Nordisk Odenses engagement i festivalen og er sikker på, at støtten til skoleprogrammet kan udvikle det yderligere.

”Jeg er rigtig glad for, at Novo Nordisk Odense er blevet en del af festivalens sponsorer og sammen med rigtig mange andre fynske virksomheder bakker op om vores visioner for Fyn. Og så er det fantastisk, at de ydermere vælger at støtte vores skoleprogram så massivt over en treårig periode,” siger Peter Bøgholm og tilføjer:

”Skoleprogrammet er vigtigt for H.C. Andersen Festivals og for Fyn, og med støtten fra Novo Nordisk Odense kan vi udvikle skoleprogrammet yderligere over de kommende år. Vi vil gerne bidrage til, at børn på fynske skoler og institutioner kan komme ud og opleve kultur uden at betale en masse penge. Vi har over en periode trukket omkring 10.000 børn og unge ind til festivalen, og med støtten fra Novo Nordisk Odense er der potentiale for at øge det tal.”

Se hele skoleprogrammet her.

Udstilling om Novo Nordisks historie

Som en del af Novo Nordisks engagement i H.C. Andersen Festivals inviterer de i år også indenfor til udstillingen ’Nyt kapitel i eventyrbogen – Historien om Novo Nordisk Odense’.

På udstillingen kan festivalens gæster blive klogere på Novo Nordisks historie, men også få indsigt i byggeriet i Odense og høre, hvordan Odense-byggeriet er en del af et større globalt ekspansionsprogram. 
Udstillingen vil også fokusere på Novo Nordisks engagement i bæredygtighed i og omkring byggeriet samt på virksomhedens rolle som ny erhvervspartner på Fyn. 

Udstillingen kan opleves i Kongensgade 3 fra 15.-21. august, hvor lokalet venligst er udlånt af PLP Ejendomme A/S.