Rasmus Seebach kommer til H.C. Andersen Festivals

Når H.C. Andersen Festivals løber af stablen i 2020, bliver det med Rasmus Seebach som det musikalske hovednavn til fredagskoncerten.

2. December 2019

Når H.C. Andersen Festivals igen næste år spreder en eventyrlig stemning i Odense, bliver det med en af Danmarks største og mest folkekære musikere i spidsen for musikprogrammet. Det er nemlig Rasmus Seebach, der står øverst på plakaten til den traditionsrige fredagskoncert i Kongens Have 21. august 2020.

Det seneste årti har Rasmus Seebach vundet danskernes hjerter med popsange, som de fleste kan synge med på, og det glæder vores festivaldirektør, at det lige præcis er Rasmus Seebach, der kommer til at sætte det musikalske punktum for næste års fredagskoncert.

”Musik skaber stemninger og kan frembringe særlige følelser hos dem, der hører det. Og en af landets dygtigste kunstnere til lige præcis det, er Rasmus Seebach, og derfor er jeg stolt over at kunne tilbyde festivalens gæster den særlige koncertoplevelse, som Rasmus Seebach kommer til at stå i spidsen for i Kongens Have i 2020,” siger Peter Bøgholm, der snart forventer at kunne præsentere yderlige to kunstnere til fredagskoncerten.

Tættere samarbejde giver flere koncertoplevelser

Koncerten er etableret i samarbejde med Vi Elsker, som H.C. Andersen Festivals netop har styrket samarbejdet med. Målet med det tættere samarbejde er netop at kunne tilbyde flere og bedre koncerter til kulturfestivalens gæster – og det er Rasmus Seebach et godt eksempel på.

Samtidig betyder det styrkede samarbejde, at Vi Elsker to gange under næste års H.C. Andersen Festivals fylder Kongens Have med musik og fest. Fredag 14. august byder ”Vi Elsker 80’erne” blandt andre på Spandau Ballet-forsangeren Tony Hadley og den danske treenighed af hitmagere, Back to Back, Tøsedrengenes vokale frontduo, Anne Dorte & Maria, og Jørgen Klubien fra Danseorkestret. Og lørdag 22. august vender ”Vi Elsker 90’erne” tilbage til Odense med navne som Coolio, East 17, 2 Unlimited, Boyzlife og Robin S på plakaten.

Billetter til fredagskoncerten med Rasmus Seebach kan købes fra mandag den 2. december kl. 12.00 for 350 kr. inkl. gebyr på hcafestivals.dk. Billetter til ”Vi Elsker 80’erne” og ”Vi Elsker 90’erne” kan købes på ticketmaster.dk.

Koncerterne er arrangeret af Musikforeningen Norden.

For mere information, kontakt:

Rikke From, Marketingchef, H.C. Andersen Festivals, tlf. 22 84 08 85, rikke@hcafestivals.dk

Fakta om H.C. Andersen Festivals:

  • H.C. Andersen Festivals er en af Danmarks største kulturfestivaler og finder sted hvert år i uge 34 i Odense. I 2020 afvikles festivalen for ottende gang.
  • H.C. Andersen Festivals samler tusindvis af mennesker gennem kultur og oplevelser, der fylder Odenses gader og stræder med liv, farve og lys i én af byens allerstørste tilbagevendende begivenheder.
  • Festivalens kulturelle program tager udgangspunkt i fem gennemgående værdier i H.C. Andersens forfatterskab. De fem værdier er udvalgt og defineret af Professor Johs. Nørgaard Frandsen fra H.C. Andersen Centeret på Syddansk Universitet Odense og danner grundlag for mangfoldigheden i programmet og giver inspiration til de mange nationale og internationale kunstnere, der deltager i festivalen.
  • Værdierne er det grænseoverskridende, mønsterbruddet, tingenes og teknologiens magi, fællesskabets flertydighed og det magtfulde sprog.
  • Et stort og bredt udvalg af fortællere, kunstnere, gadeperformere og musikere formidler på hver deres måde H.C. Andersens evigt aktuelle univers, og i alt byder festivalen på mere end 500 kulturelle aktiviteter for alle aldersgrupper. Størstedelen af de mange events er gratis.
  • H.C. Andersen Festivals er med stærk lokal forankring og internationalt udsyn med til at sætte en tyk streg under Odense som en levende og farverig by.
  • H.C. Andersen Festivals er en privat almennyttig nonprofit forening og i høj grad skabt med opbakning fra det fynske erhvervsliv, der med sine økonomiske bidrag er med til at finansiere festivalen.
  • Festivalen ledes af en bestyrelse med Brian Djernes som bestyrelsesformand. Peter Bøgholm er direktør for festivalen.
  • Alt kan ske under H.C. Andersen Festivals

Fakta om Vi Elsker:

  • Vi Elsker er verdens største 90’er fest og er startet tilbage i 2011.
  • Vi Elsker har udviklet sig fra at holde fest med 800 gæster i haller rundt i Danmark til at omfatte 10 byer i Danmark og Sverige med over 10.000 gæster.
  • Vi Elsker blev etableret af ren kærlighed til ’musikken fra vores ungdom’ og er kendt for at være festen, hvor gæsterne passer på hinanden og hygger til en helt unik stemning.