Spar Nord Fonden støtter H.C. Andersen Festivals

Når festivalen i år præsenterer sin første forestilling, De 5 Verdenshjørner, så bliver det med særlig støtte fra Spar Nord Fonden.

26. juni 2019

Når festivalen løber af stablen den 18.-25. august 2019, er det syvende gang, at vi slår dørene op for en uge fyldt med kulturoplevelser for hele familien. Over 500 begivenheder bliver det til i løbet af uge 34, og der findes fornøjelser inden for både musik, dans, comedy, workshops, foredrag, kunst og meget mere.

Når vi i år præsenterer åbningsforestillingen, De 5 verdenshjørner, så bliver det med særlig støtte fra Spar Nord Fonden, som er en af støttegiverne til forestillingen, der med en donation på 500.000 kroner endnu en gang bakker op om festivalen.

Om samarbejdet siger Spar Nord:

- Formålet er blandt andet at formidle kunst og kultur til børn. Det vil vi gerne være med til. Donationen betyder, at vi kan være med til at holde billetpriserne nede, så flere får mulighed for at komme ind at se forestillingen. Og så betyder det ikke mindst, at mere end 3000 skolelever kan komme ind og se forestillingen gratis over nogle dage. Det synes vi, har en stor værdi, fortæller Uffe Staal Knudsen, direktør i Spar Nord Odense, og fortsætter:

- Vi vil som Spar Nord Fondens forlængede lokale arm og som lokal forankret bank gerne være med til at skubbe på en udvikling, der er til gavn for den by og det område, vi er i. Der er foretaget mange analyser af, hvad det er, der får folk til at søge mod en by. Det er selvfølgelig jobmuligheder, pasningsmuligheder, transport og foreningsliv. Men det er også kultur, og her har H. C. Andersen Festivals en stor betydning for Odense. Det er også derfor, vi har været med i flere år.

Læs mere om Spar Nord Fondens historie her og køb billetter til De 5 verdenshjørner her.