Oplev H.C. Andersens mørkere eventyr i en ny fortolkning
H. C. Andersen bliver belyst fra en mindre kendt side, når Ras Bolding, Olivia Obskur og Emmelie Eddike fremfører 6 musikalske fortolkninger af H. C. Andersens mere dystre eventyr; Snedronningen, Skyggen, Grantræet, Historien Om En Moder, Den Lille Havfrue og Den Lille Pige Med Svovlstikkerne.
Andersen i Hologrammet er et musikalsk sammensurium af synth, electronica, goth og punk, med afstikkere i retning af 8-bit, folkemusik og klassisk, blandt andet med inspiration fra nogle af de komponister H. C. Andersen selv lyttede til. Det handler nemlig om at hylde hele H. C. Andersen – både det velkendte og knap så kendte.
En anden side af H. C. Andersen
Man oplever ofte de samme eventyr af H. C. Andersen, og får de samme eventyr fortalt igen og igen. Typisk dem med en lykkelig slutning, eller de lykkelige fortolkninger af dem. Mange ved for eksempel ikke, hvor dyster H. C. Andersen i virkeligheden digtede Den Lille Havfrue. Derfor har Ras Bolding netop valgt Den Lille Havfrue, Snedronningen, Skyggen, Historien Om En Moder, Den Lille Pige Med Svovlstikkerne og Grantræet, fordi de viser en anden side af H. C. Andersen, og fordi de talte mere til ham.
”Jeg ville gerne tage fat i nogle af de eventyr, som har talt til mig, hvor jeg selv har kunnet spejle mig i H. C. Andersen. Dertil har det også været vigtigt for mig at skildre en mere hel H. C. Andersen, end man er vant til at høre om”, fortæller Ras Bolding.
H.C. Andersen havde flere facetter, og det hyldes i koncertrækkerne. Publikum kan altså opleve noget nyt om H. C. Andersen, når Andersen i Hologrammet løber af stablen d. 27. august.
Alle sanser i spil
Under koncertrækkerne vil der blive leget og mikset med flere forskellige ting. De tre musikere, Ras Bolding, Olivia Obskur og Emmelie Eddike, kommer ikke alene. Der vil være en dedikeret lyd- og lysmand, Claus Christiansen, som får alle publikums sanser i spil under koncerterne. Der vil være et farvestrålende lys- og lasershow, der bidrager til fortællingen om den anden side af H. C. Andersen.
Som noget helt unikt kan man også opleve hologramskærme. Et hologram er en avanceret form for billede, der synes tredimensionelt, hvilket giver en stor virkelighedsfornemmelse. En hologram-VJ, Max Kaos, vil være til stede, for at fremtrylle abstrakte mønstre live på scenen og give poetiske stemningsbilleder til koncerten.
Publikum kan altså forvente at blive hvirvlet ind i et unikt univers på Kulturmaskinen, når alle deres sanser bliver sat i spil til Andersen i Hologrammet.
Oplev Andersen i Hologrammet
De seneste år har Ras Boldings koncertrækker trukket fulde huse hos både H.C. Andersens Hus, Momentum og Kulturmaskinen. Nu er det endelig tid til at koncertrækkerne kan opleves igen.
”Jeg glæder mig til at stå på scenen igen, og jeg håber at publikum bliver så blandet, som de plejer. Alle aldre og baggrunde. Det er en fornøjelse, når de bliver opslugt af noget, de måske ikke lige hører til hverdag”, afslutter Ras.
Du kan ganske gratis opleve Andersen i Hologrammet, lørdag d. 27. august, kl. 17-18 og kl. 20:00-21:00 på Kulturmaskinen.
Ps. Undrer du dig over de særlige navne - Emmelie Eddike og Olivia Obskur?
Så kan vi fortælle dig, at det har været en tradition med Ras Boldings musikere i en årrække med alliterationsnavne; før Olivia Obskur og Emmelie Eddike har der også været Marie Makaber, Lærke Lømmel, Mie Møgunge. “Det er et udtryk for en vis eklektisk form for humor”, fortæller Ras Bolding.