Oplev et af H.C. Andersens kendte eventyr i nye klæder som dukketeater
To forræderiske skræddere overtaler kejseren til at tro på, at han går rundt i de smukkeste klæder, mens han i virkeligheden ikke har noget på. Alle bliver fortalt, at dem, der ikke kan se tøjet, enten ikke duer til deres arbejde, eller også er de utilladeligt dumme. Og hvem vil være det?
Nu kan du opleve H.C. Andersens kendte eventyr ”Kejserens nye klæder”, når det præsenteres som dukketeater af duoen ’Svanen dansk-tjekkisk dukketeater’.
Dukketeater-duoen består af Patricie Homolová og Kim Westi.
Kim Westi er uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater. Siden har han optrådt som skuespiller på både teater og film – herunder Amager Teater, Holbæk Teater, Det Danske Teater, m.fl. Og måske du også har set ham i TV 2-serien ”Hjem til fem” eller i Thomas Vinterbergs film ”Jagten”, som han også medvirker i. De sidste 32 år han været den ene halvdel af brødrene i det odenseanske orkester ”The Blues Brothers Souvenir Show”.
I 1993 startede Kim Westi ’Svanen dansk-tjekkisk dukketeater’ sammen med Patricie Homolová, som er uddannet skuespiller og dukkefører i Tjekkiet. Hun kom til Danmark i 1988 og har siden arbejdet som skuespiller, dukkefører, dukkemager og scenograf på en lang række danske teatre. Disse tæller blandt andet Det Kongelige Teater, Odense Teater, Børneteatret Skægspire, Zangenbergs Teater, Svalegangen, Det Danske Teater, Legoland, Holbæk Egnsteater, Teater 83, m.fl.
Nu præsenterer duoen ”Kejserens nye klæder” i en humoristisk og musikalsk forestilling om dumhed og smålighed både hos kejseren og hans undersåtter. Perfekt formiddagsunderholdning – også for de mindste.
Forestillingen finder sted lørdag d. 27. august på Odeons Plads.
Læs mere om forestillingen her.