Nyskabende teaterleg på Momentum under H.C. Andersen Festivals

H. C. Andersens kærlighed til fantasien bliver hyldet, når Teater Momentum under årets H. C. Andersen Festivals har verdenspremiere på forestillingen ’Alt.Andet.End.Andersen!’. Forestillingen er en teaterleg, hvor publikum valg efter valg bevæger sig igennem et labyrintisk manuskript skabt af skuespilleren Malte Frid-Nielsen i samarbejde med det nye H. C. Andersens Hus og Teater Momentum.

Alt.Andet.End.Andersen!

Det er umuligt at forudse, hvor det ender, når Teater Momentum under årets H. C. Andersen Festivals fremfører forestillingen ’Alt.Andet.End.Andersen!’. Det er nemlig publikums valg undervejs, der styrer handlingen igennem det labyrintiske manuskript, som er bygget op af et utal af alternative muligheder i og omkring H. C. Andersens kendte eventyr.

”Derfor får vi heller ikke to forestillinger, der er ens,” siger Malte Frid-Nielsen, der er idémand og manuskriptforfatter på forestillingen, hvor han desuden spiller en af de tre gennemgående karakterer.

”Det er en innovativ teaterforestilling. Nyskabende dramatik med kunstneriske greb, man ikke har set før i Danmark. På den måde udfordrer vi både publikums tanker om teatrets form, ligesom vi skaber helt nye perspektiver, hvorfra man kan forstå og filosofere over Andersen og hans værker,” siger Malte Frid-Nielsen og tilføjer, at publikum måske vælger, at soldaten fra ’Fyrtøjet’ flirter med heksen i stedet for at dræbe hende, eller at den lille havfrue søger mod det ydre rum i stedet for menneskeverdenen.

H.C. Andersens kærlighed til fantasiens grænseløse storhed

Idéen til forestillingen udspringer af ’choose your own adventure’-genren, som er meget udbredt i USA – også på de skrå brædder – og som i Danmark har en 1980-pendant i ’Sværd & Trolddom’-bøgerne. Her er det også læseren, der med sine valg undervejs er med til at bestemme handlingen, og netop det eksperimenterende element er ifølge Malte Frid-Nielsen i H.C. Andersens ånd.

”H.C. Andersen havde en stor kærlighed til fantasiens grænseløse storhed, ligesom han selv eksperimenterede meget med formen. Derfor er det lige i Andersens ånd, når vi giver publikum mulighed for at forlade de vante stier i hans eventyr og udforske en vanvittig og fantasifuld verden af alternative valg,” siger Malte Frid-Nielsen, der også synes, at forestillingen taler til odenseanernes tvetydige forhold til bysbarnet.

”Det er både en velsignelse og en forbandelse, at H.C. Andersens eventyr er så velkendte. Specielt for odenseanere. På den ene side nærmer man sig en mæthedsgrænse, men på den anden side giver det eventyrlige arvegods os mulighed for at samles og lege inden for en fælles referenceramme, der går på tværs af aldersgrupper og kulturer.”

Vores valg har indflydelse på vores liv

’Alt.Andet.End.Andersen!’ handler om tre eksperter, der finder H.C. Andersens originale manuskripter i forbindelse med udgravningen til det nye museum. De originale manuskripter afslører, at de historier, vi tror, vi kender, slet ikke er digterens endelige versioner, men blot én redaktørs fortolkning. Derfor vil forskerne bruge publikum til at finde vej i det labyrintiske manuskript, samtidig med at de kæmper om, hvem der får lov til at bygge den forestillede verden og tage patent på den endelige fortolkning.

Eksperterne spilles af tre gennemgående skuespillere, som til hver forestilling suppleres af en gæsteskuespiller, der spiller selve eventyrets hovedrolle. Gæstestjernen er i øvrigt ny fra forestilling til forestilling og skal agere publikums stedfortrædere på scenen.

”På den måde udvikles hver enkel forestilling ud fra samspillet mellem publikum og skuespillerne og bliver derfor unik for alle involverede,” siger Malte Frid-Nielsen, der håber, at ’Alt andet end Andersen’ også giver publikum noget med hjem.

”Jeg håber selvfølgelig, at publikum får en anderledes teateroplevelse, hvor de oplever, at de selv er med til at skabe kunst. Og så håber jeg, at de går derfra med en dybere forståelse af, at de valg, vi træffer i livet, er vigtige – ikke i kraft af, hvor rigtige eller forkerte de er, men fordi de udgør vores egen livshistorie.”

Momentum har ledt efter ’Alt.Andet.End.Andersen!’

På Teater Momentum glæder teaterleder Marianne Klint sig også til den kommende forestilling. Hun har nemlig været på jagt efter et manuskript, der kunne blive til en ny forestilling under H.C. Andersen Festivals.

”Vi har i mange år ledt efter det rigtige projekt, som kunne løftes til en nyproduktion i festivalens regi. Da Malte Frid-Nielsen, som selv er tidligere Momentum-skuespiller, pitchede ’Alt.Andet.End.Andersen!’ for os, vidste vi, at her var noget af det helt rigtige. Forestillingen har både i den dybeste respekt for H.C. Andersens univers, men også med en kant og uforudsigelighed, der klæder Momentums lidt mere eksperimenterende stil godt. Vi er rigtig glade for, at festivalen var enige med os, og vi ser meget frem til denne co-produktion,” siger Marianne Klint, hvis glæde deles på festivalkontoret.

”Vi er glade for, at H.C. Andersen Festivals har kunne være med til at sikre det økonomiske fundament, så der kan blive skabt spændende og innovativt nyt teater i Odense. Der er stærke kompetencer involveret i udviklingen af forestillingen, og vi glæder os rigtig meget til at opleve H.C. Andersens eventyr og fantasi blive sluppet løs sammen med publikum på Momentumsk manér,” siger Peter Bøgholm, festivaldirektør for H.C. Andersen Festivals.

Rundt i Danmark og ud i verden

’Alt.Andet.End.Andersen!’ kan opleves på Teater Momentum under H.C. Andersen Festivals i uge 34. Efter H.C. Andersen Festivals tager ’Alt.Andet.End.Andersen!’ på Danmarksturné til Århus, Hjørring, Allerød, Valby, Haderslev og Kolding, og håbet med forestillingen er desuden, at den skal laves på engelsk og sendes ud i verden.