Lokal støtte gør Odenses børn og talenter en del af kæmpe show

H.C. Andersen Festivals store show i Munke Mose, PARAPLYHUSET – THE HOUSE OF WONDERS, bliver produceret og performet af prisvindende Battle Royal Studios. Men de gør det ikke alene. Odenses børn og talenter skal bidrage med fantasifulde tegninger, eventyr, dans og sang, og det sker med støtte fra Sydbank Fonden, Orifarm, Tasfo Selskaberne og Albani Fonden.

Showet, PARAPLYHUSET, udspiller sig som en farverig og venskabelig kamp mellem Ole Lukøje og en gruppe børn, som overhovedet ikke har lyst til at passe deres sengetider, og bruger alle deres mest kreative påfund for at vinde over drømmenes herre. Det er de kreative påfund, som børnene i Odense skal være med til at skabe. Adskillige børn fra institutioner rundt omkring i Odense samles i H. C. Andersens hus i Ville Vau, hvor der tegnes eventyrlige og fantasifulde tegninger, som Battle Royal Studios bruger til udviklingen af det store show i Munke Mose 25.-27. august under H.C. Andersen Festivals.

”Det vigtigste for os er, at vores show bliver vedkommende for vores publikum. Det skal ikke bare være et show, vi leverer, men det skal være et show som vores publikum kan mærke. Derfor er vi enormt begejstret for at Odenses børn bliver historiefortællerne i showet, og talenterne i Odense gør os selskab på scenen”, fortæller Michael Masberg, associeret kreativ direktør hos Battle Royal Studios.

Foruden tegninger, kommer Odenses unge talenter i spil i forestillingen. Odenses Balletskoles elever og unge talenter fra Elite Teater skal deltage på scenen under showet, hvor både video, sang og dans bliver aktuelt.

Lokale kræfter støtter op

Det er dog ikke et tilfælde, at H. C. Andersen Festival har muligheden for at inddrage Odenses børn og talenter. Hele showet er nemlig støttet af Sydbank Fonden, Orifarm, Tasfo Selskaberne og Albani Fonden, så det bliver et lokal forankret show på internationalt niveau.

”Det er enestående, at vi kan samle lokale kræfter til at få så stort et show til byen, og ikke mindst at Odense selv kan bidrage til indholdet af det. Derfor er det meget glædeligt, at både Orifarm, Sydbank Fonden, Tasfo Selskaberne og Albani Fonden har valgt at bidrage med særlig støtte til dette show, så vi kan være med til at skabe et show, hvor festivalen kan bringe talentfulde lokale aktører sammen med professionelle internationale aktører, og på den måde inddrage lokalsamfundet i showet”, udtaler Peter Bøgholm, direktør for H. C. Andersen Festivals.

Forberedelserne er i fuld gang, og da Battle Royal Studios for ganske kort tid siden gæstede Odense, var de med til de kreative workshops, som blev afholdt af Odense Bys Museer, hvor kreative tegninger og fortællinger på video, blev til. Nu er Battle Royal Studios hjemme i Berlin for at inkorporere de odenseanske børns ideer og indslag i showet, så de er klar til premieren den 25. august. 

Oplev Odenses børn og talenter på scenen 

PARAPLYHUSET– THE HOUSE OF WONDERS er H.C. Andersen Festivals’ store udendørs aftenshow i Munke Mose. Du kan gratis opleve showet fra den 25.-27. august 2022, kl. 22.00 og 23.15.