Hulahoppende Hoopelaï: Jeg vil udleve min drøm

Bag de svimlende hulahop-bevægelser er Andréanne Thiboutot. Hun optræder verdenen over som Hoopelaï – en elegant dame inspireret af klassiske klovnerier.

Med sin sprudlende energi sætter Hoopelaï sving i showet – bogstaveligt talt. Hun har nemlig et særligt talent for at snurre hulahopringe rundt på måder, du nok sjældent har set. Et talent, som hun i 2011 viste frem i et talent-program på spansk national TV og siden har optrådt internationalt med. Men allerede inden passionen for hulahopringene opstod, var Andréanne Thiboutot en underholdende artist med fokus på cirkuskunst:

"Som lille var jeg yderst fascineret af cirkuskunst – faktisk så fascineret, at jeg besluttede, at jeg vil udleve min drøm og gøre det til min levevej," fortæller Andréanne Thiboutot.

Hun brænder for at underholde sit publikum og skabe magiske øjeblikke midt i det normale. Og det gør hun overalt i hele verdenen:

"Jeg har rejst verdenen rundt og optrådt som Hoopelaï i cirka 10 år. Showet er meget visuelt og universelt, og derfor fungerer det godt alle steder," forklarer Andréanne Thiboutot, der blandt andet har rejst rundt med 'Clowns Without Borders Canada' for at underholde børn i bl.a. Haiti og Quebec.

Hulahopringe i nye afskygninger

For Andréanne Thiboutot er en hulahopring ikke bare en hulahopring – de kan sættes sammen, så de skaber nye former og fortællinger. Og når hun optræder som Hoopelaï, får hun dig således til at bruge din fantasi ved hjælp af balancerende og velkoordinerede bevægelser, der får hulahopringene til at farer rundt i alle retninger.

Hendes performance er inspireret af den humoristiske formel, som cirkuskunst bygger på, ved at anvende udklædning og have et sjovt og kækt samspil med publikum. Hoopelaï er heller ikke bleg for at inddrage festivalgæster, der har lyst til at lege med i forestillingen.

"Jeg glæder mig til at opdage Odense by og møde publikum. Jeg er meget nysgerrig på at se hvordan Andersens eventyr kan komme til udtryk på dette kulturelle event med Odense som legeplads," siger Andréanne Thiboutot.

Har du mod på en svimlende oplevelse, så kan du bl.a. opleve Hoopelaï på H.C. Andersen Festivals fra 21.-28. august i Odense. Forestillingen er gratis. Læs mere her og lav dit eget program.