Frivillig-fællesskab gav venskaber for livet
Livet som frivillig handler ikke kun om at give. Det er et meningsfuldt fællesskab, hvor man møder mennesker på en anderledes måde – nogle af dem bliver en særlig ven resten af livet. Sådan gik det for Jacob, Hans Erik, Lise og Bo, der mødte hinanden under H. C. Andersen Festival.
Det var venskab fra første håndtryk, da Jacob mødte Hans Erik, Lise og Bo hinanden som frivillige på H. C. Andersen Festivals.
”Da vi først var begyndt at snakke, så kunne jeg mærke, at den positive energi, de gav, var jeg nødt til at have i mit liv. Det blev til fyraftensøl, middage efter arbejde, flere snakke og oplevelser sammen. Og så har jeg holdt fast i dem lige siden”, fortæller Jacob Speyer Schønemann.
Der er en markant aldersforskel mellem Jacob på 35 år og Hans Erik, Lise og Bo, som alle tre er i 70’erne. Men de kom så godt ud af det med hinanden, at de nu trækker hinanden med til begivenheder, hvor de også arbejder frivilligt. De besøger hinanden privat, og de inviterer hinanden med til julefrokoster.
Frivilligt fællesskab under luppen
Ph.d.-forsker fra Center for Turisme, Innovation and Kultur ved SDU, Birthe Menke, undersøger, hvordan FN’s verdensmål praktiseres indenfor turisme. Til dette arbejder hun med H. C. Andersen Festivals som en af sine cases. Derfor foretog hun sidste år et turisme co-design feltstudie under festivalen, hvor hun kom helt tæt på de frivillige og deres fællesskab for at undersøge, hvilken værdi det frivillige arbejde giver til de frivillige.
”Nogle af mine største fund var, at der er et helt unikt fællesskab, hvor man oprigtigt holder af hinanden og viser ekstraordinær omsorg for hinanden. Samtidig er der også en enorm stolthed, når de frivillige trækker i den pink trøje. De er enormt stolte af det arbejde, de laver, fordi de føler, at de gør en forskel for gæsterne, men også for byen Odense. Sidst, men ikke mindst, så er HCA Festivals som en traditionsrig begivenhed, man returnerer til hvert år, fordi festivallen er blevet ens ’safe space’”, fortæller Birthe Menke.
Ingen er nok i sig selv
Jacob har været med siden, H. C. Andersen Festivals første gang blev afholdt i 2013, og han blev så glad for det fællesskab, at han hvert år holder ferie fra hans arbejde for at være frivillig til H. C. Andersen Festival. I år er ingen undtagelse.
”Det er her, jeg mødes med dem, jeg har det bedst sammen med. Så det er en særlig begivenhed for mig, og derfor laver jeg gerne frivilligt arbejde i min ferie. Samtidig får jeg følelsen af, at jeg i den grad kan bruges, og at jeg gør en forskel ”, fortæller Jacob Speyer Schønemann.
Det, at skabe nogle trygge rammer, hvor de frivillige føler sig velkomne og en del af noget større, er en del af H.C. Andersen Festivals strategi om social bæredygtighed. Det er en indsats, der er funderet i festivalens strategi om en organisation, der er bygget på frivillige, samt i en af de grundlæggende værdier i H.C. Andersens forfatterskab: Fællesskabets flertydighed – ingen er nok i sig selv.