Finale: Vinderene af De Eventyrlige Lege er kåret

I dag blev finalen i De Eventyrlige Lege afholdt under H.C. Andersen Festivals.

23. august 2019

I dag blev finalen i De Eventyrlige Lege afholdt under H.C. Andersen Festivals. Men de fremmødte elever har på forhånd lagt mange timer i flotte kreative værker i forhåbning om at vinde konkurrencen om at lave den bedste fortolkning af H.C. Andersen-eventyret Fyrtøjet. Og det er kun fantasien, der har sat grænser for eleverne, som kunne aflevere deres bud i alt fra skrift, tale og bevægelse til lys, lyd og meget mere.

Til den store finale var det seks meget forskellige værker, der blev vist frem. Finalisterne havde nemlig lavet nyskabende fortolkninger i form af både poetry slam, et maleri, et teaterstykke, en visuel interaktionsnovelle og en kortfilm.

Dommerpanelet bestod af journalist Martin Mulvad fra TV 2/Fyn, kunstformidler Mathias Rude fra Brandts Kunstmuseum, Meta Hedegaard fra Abildsgårdskolen, Rikke Grønning fra Holluf Pile Skole og programchef Birgit Christiansen fra H.C. Andersen Festivals. Efter en lang snak og mange overvejelser fandt den alsidige jury frem til de heldige vindere, der har vundet henholdsvis 10.000, 7.000 og 5.000 kroner.

Moderne og virkelighedsnært skuespil vandt førstepræmien for folkeskoleelever

Othilia, Laura og Andrea fra Johannesskolen på Frederiksberg havde sammenstykket et teaterstykke kaldet Hos Psykologen, som handler om en soldats tanker og refleksioner efter sin udsendelse. Dommerpanelet har blandt andet lagt vægt på, at de tre piger havde formået at gøre Fyrtøjet moderne med nutidige tendenser i samfundet som for eksempel stress. Og med et tydelig glimt i øjet blev teaterstykket gjort sjovt og alvorligt på samme tid. Hele klassen kan nyde godt af præmien på 10.000 kroner, når de skal på studietur til Malta.

På andenpladsen i folkeskolefinalen kom poetry slam-værket Fyrtøjet af Emma, Mia og Frida fra 9.F på Måleløvhøj skole i Ballerup, som kan tage 7.000 kroner med hjem til klassekassen.

Tredjepladsen gik til 9.A fra Kongeskærskolen i Allinge på Bornholm, som kan nyde sejlturen hjem, velvidende at de er 5.000 kroner rigere på grund af deres flotte maleri Venskabstræet.

Musikalsk skyggespil løb med sejren for ungdomsuddannelserne

Klassen bag kortfilmen Fyrtøjet Remastered løb med sejren i kategorien ungdomsuddannelser. Kortfilmen er lavet i et tværfagligt forløb mellem dansk og musik og handler om en krigsveteran, der lider af posttraumatisk stress og får hallucinationer. Her ser han de tre hunde, og da han senere bliver indlagt på hospitalet, udvikler sygeplejersken sig til en prinsesse.

Juryen udtalte om kortfilmen: ”Fantastisk med de mange virkemidler, skyggeeffekterne og det originalt komponerede musik. Det var ambitiøst og veludført, og vi følte os underholdt hele vejen igennem.”

Det var 2.R fra FYNs HF i Odense, der stod bag filmen, og præmien på 10.000 kr skal bruges til klassens studenterkørsel.

Den interaktive novelle Drump Adventure løb med andenpladsen og de 7.000 kroner, mens Mathilde Ringkær Thomsens lyskunst fik tredjepladsen og præmien på 5.000 kroner. Begge bidrag fra Aarhus Gymnasium.

Hvis du synes De Eventyrlige Lege lyder spændende, kan du deltage i konkurrencen i 2020, hvor det er eventyret Nattergalen, der skal fortolkes. Læs mere her.