Festivalpraktikanter: Kan man planlægge og afvikle en festival, kan man klare alt

En stor del af H.C. Andersen Festivals er båret af frivillige kræfter. Nogle af de frivillige kræfter er festivalsekretariatets praktikanter, der bringer deres forskellige fagligheder i spil og udvikler deres kompetencer.

Hos H.C. Andersen Festivals er filosofien soleklar: ”Sammen kan vi skabe noget større.”

Og det gør festivalens mange involverede ildsjæle hvert år, når uge 34 byder på mere end 500 kulturaktiviteter for store og små.

Det kræver naturligvis en hel del forberedelse, planlægning og koordinering, men den udfordring er festivalens praktikanter topmotiverede og klar til at tage del i, når de sommeren over har base på H.C. Andersen Festivals’ sekretariat. Som et led i deres uddannelser, får praktikanterne mulighed for at bidrage til festivalen med deres forskellige fagligheder.

”Det er fedt at prøve kræfter med det, vi har lært fra studiet, og opleve, hvordan de forskellige funktioner spiller sammen. Vi har alle forskellige baggrunde og styrker og kan alle noget forskelligt, og det skaber en enormt god dynamik, når vi på den måde kan komplementere hinanden,” siger Laura Nielsen, der til daglig studerer til serviceøkonom, og tilføjer:

”Jeg er overrasket over, hvor stor tillid der er til praktikanterne, og at vi får så mange selvstændige opgaver. Med det følger selvfølgelig et ansvar, og det skaber en stolthed og en følelse af, at man er med til at gøre en forskel.”

En win-win-situation for alle parter     

Hos H.C. Andersen Festivals er der stor fokus på at være socialt ansvarlige og bæredygtige. Det gør festivalen bl.a. ved at skabe givende samarbejder med forskellige uddannelsesinstitutioner og have stort fokus på kompetenceudvikling af unge mennesker:

”Vi vil gerne skabe nogle solide rammer for faglig og personlig udvikling blandt unge mennesker, når festivalsekretariatet hvert år byder velkommen til praktikanter fra flere forskellige uddannelser. Med dem kommer der samtidig den nyeste viden inden for deres fag og en fantastisk energi og et engagement, der i den grad bidrager positivt til festivalen,” siger festivaldirektør Peter Bøgholm.

Og et sådant samarbejde har vist sig at være helt ideelt for alle parter:

”Jeg har, ligesom de fleste andre af mine praktikantkolleger, en stor interesse for kunst og kultur. Samtidig var jeg bevidst om, at jeg gerne ville arbejde mere med PR, og det får jeg nu mulighed for her hos H.C. Andersen Festivals. Så jeg bidrager til festivalen, imens festivalen bidrager til at udvikle mine kompetencer. Det er da en win-win-situation,” siger PR- og kommunikationspraktikant Julie Junker Andersen.  

Imødekommende og inkluderende arbejdsmiljø

Miljøet hos festivalsekretariatet bliver af praktikanterne beskrevet som værende meget inkluderende, hjælpsomt og imødekommende. Og for frivilligpraktikant Laura Nielsen, som har udfordringer med ordblindhed, har det betydet meget at blive mødt med netop den venlighed og blive taget godt om fra start: 

”Jeg var nervøs for, om min ordblindhed ville spænde ben, men det har det på ingen måder gjort. Tværtimod. Jeg har fået god støtte helt fra start. Det er virkelig et trygt miljø at være i, og det bekræfter mig endnu en gang i, at det er en organisation, hvor der er rum og plads til alle,” siger Laura Nielsen.

Frivilligkoordinator Sabrina Ø. Rasmussen og Camilla Kingo Laursen, der er ass. koordinator for festivalens programchef, kan nikke genkendende til beskrivelsen af det gode arbejdsmiljø. De var begge praktikanter på H.C. Andersen Festivals sidste år og er nu som færdiguddannede begge ansat i projektstillinger.

”Her på kontoret kan man tydeligt mærke vigtigheden af, at vi alle har det godt og føler os som en del af fællesskabet,” siger Camilla Kingo Laursen og tilføjer, at fællesskabet også går ud over kontorets vægge ved at inkludere frivillige, aktørerne og andre af byens kulturinstitutioner.

Også for Sabrina Ø. Rasmussen var det et rungende ja, da hun blev tilbudt projektstillingen som frivilligkoordinator. Ifølge hende er H.C. Andersen Festivals nemlig en fantastisk arbejdsplads, hvor hun har udviklet sig meget – både fagligt og personligt: 

”Da jeg blev tilbudt at være barselsvikar i en projektstilling, kunne jeg ikke andet end at takke ja. Det er et meget attraktivt job for mig og mine kompetencer, idet man får et stort ansvar, og der er plads til at være kreativ, nytænkende og have mange bolde i luften. Og så har jeg de sødeste kolleger, som altid er hjælpsomme, smilende og klar på at gribe hinanden,” siger hun.

Og de egenskaber er vigtige at besidde, når man skal arrangere og afvikle en festival af den størrelsesorden. For som Camilla Kingo Laursen udtrykker det:

”Hvis du kan planlægge og afvikle en festival, kan du klare alt!”