Festivalen løfter unge talenter fra byens balletskole

H.C. Andersen Festivals’ fokus på social bæredygtighed er guld værd for de unge talenter på Det Kongelige Teater Balletskolen Odense, som både får indtryk, udsyn og uvurderlig scenetid. I år deltager talenterne ved det store show i Munke Mose.

Hvis du går i Munke Mose og ser årets udendørsshow under H.C. Andersen Festivals, ’Paraplyhuset – The House of Wonders’, vil du blandt blive underholdt af balletbørnene fra Det Kongelige Teater Balletskolen Odense.

Forestillingen er Open Air Cirkus fyldt med musik, farver og video – krydret med utæmmet børnefantasi – og altså dans med nogle af balletskolens lokale talenter, som skolen har været med til at koreografere og iscenesætte.

”Det er fantastisk for vores unge talenter, at de får mulighed for at deltage i den slags shows. Og vi har efterhånden leveret til festivalens største produktioner i mange år, hvilket i høj grad har givet vores elever fantastiske oplevelser,” siger Inge Fjord, Forstander, Det Kongelige Teater Balletskolen Odense.

En del af en bæredygtig strategi

For H.C. Andersen Festivals er det et fokusområde at give unge mennesker muligheden for at udvikle deres kompetencer. Det foregår blandt andet gennem det omfangsrige skoleprogram for byens folkeskoler, det sker ved at tilbyde praktikpladser på festivalen til unge mennesker, og så er det ved at inddrage lokale, kunstneriske talenter mulighed for at deltage ved festivalen sammen med professionelle.

”Hos festivalen vil vi gerne udvikle unge menneskers kompetencer, og vi gør det på flere forskellige måder. Vi har stort set praktikanter indenfor alle områder af festivalen, vi sammensætter et skoleprogram, der skal udvikle kompetencerne for byens skolebørn, og så opfordrer vi vores professionelle kunstnere til at inddrage nogle af de talenter, som der er i Odense og på Fyn, i deres produktioner,” siger festivalchef Peter Bøgholm.

Indtryk, indblik og udsyn for eleverne

Det sidste nyder de godt af på Det Kongelige Teater Balletskolen Odense.

”Først og fremmest giver samarbejdet med H.C. Andersen Festivals vores elever den scene, vi er så sultne efter at stå på, og den scenetid, som er så svær at få. Det er helt afgørende for vores talenter, hvis de skal vokse,” siger Inge Fjord og tilføjer:

”Samtidig får vores elever indblik i, hvordan det er at arbejde med internationale kunstnere, og de får et kæmpe udsyn mod verden ved at være en del af en stor, international produktion, som også gerne skal ud i verden. Man kan sige, at vi via festivalen kan give vores elever både indtryk, indblik og udsyn. Det er helt uvurderligt.”

Dansen får udvidet sit publikum

Men det er ikke kun eleverne på balletskolen, der får noget ud af samarbejdet med H.C. Andersen Festivals. Dansen og balletten kommer også ud til et publikum, der normalt ikke ville gå ind og se en forestilling.

”Dans og ballet har ikke det største publikum, men med H.C. Andersen Festivals bliver vi synlige for et langt bredere publikum. Dermed kan man sige, at den sociale bæredygtighed går hele vejen rundt ved at bruge byens kunstneriske vækstlag. Eleverne får en masse ud af det, dansen og balletten når længere ud, og dansen bliver tilgængelig for folk, der normalt ikke ser dans,” siger Inge Fjord.

Ud over deltagelse i det store show i Munke Mose, vil Det Kongelige Teater Balletskolen Odense også rykke ud i gadebilledet, så festivalens gæster kan møde de talentfulde dansere forskellige steder.