Eitis Magia: Lad fantasien fortrylle dig

Tryllekunstner Eitis Magia er på europæisk tourné med sit one-man-show – og den fortryllende tour kommer også forbi H.C. Andersen Festivals i Odense.

Luciano De Nicottis kunstnernavn ”Eitis Magia” er nok ikke helt tilfældigt. Det betyder nemlig ”uforklarlig magi” på latinsk – og det er lige præcis dét som Eitis Magia præsenterer for sit publikum verdenen over. 

I et mix af teater, klovneri, objektmanipulation, akrobatik og musik optræder Eitis Magia med tryllekunstens mystiske univers, som han har været fascineret af siden han var 12 år. Her modtog han nemlig en gave, som kickstartede hans magiske eventyr med tryllekunst.

Herefter dedikerede han sig til tryllekunsten, da han modtog undervisning og trænede intenst. Kort efter deltog han i kongresser, festivaler og arrangementer i og uden for hans hjemland, Argentina.

Takket være sin intense søgen har han opdaget og finpudset sin egen legende stil, hvor han med et enkelt og kreativt sprog formår at underholde sit publikum, så de både undres og grebes af latter og mystik. 

Du kan forvente flyvende kort, knapper, der forsvinder, tørklæder, der skifter farver, og mange andre slags tryllerier, hvis du kommer forbi Kongensgade 30 i løbet af uge 34.