Druen & Bønnen: Det kommer mange gange igen

H.C. Andersen Festivals får byen til at summe af liv, og Druen & Bønnen er stolte af at være med på holdet bag det store setup hvert år i uge 34.

23. oktober 2019

Druen & Bønnen åbnede oprindeligt som en lille café med fokus på netop druen og bønnen i form af vin og kaffe. Siden er der blevet udviklet på konceptet, og da Johanne Hyldal overtog rollen som bestyrer for 3,5 år siden, bevægede Druen & Bønnen sig endnu mere i restaurantretningen. I dag er det et spisested, hvor gæster kan spise hele dagen, og til det nye år står et selskabslokale med plads til 60 mennesker klar. Der er sket meget over de sidste år, men Johanne Hyldal og co. er gået ydmygt til værks:

- Vi har taget små skridt med respekt for det, som var, men også med respekt for de nye tanker og ideer, vi selv har fået. Vi har aldrig klippet en navlestreng fra det eksisterende - udviklingen har hele tiden rodfæstet sig i det, vi overtog, siger bestyrer Johanne Hyldal.

Til dagligt er de et lille team på omkring 10 ansatte med passion for dansk/fransk-inspirerede retter. De bestræber sig på at have få råvarer på menukortet, men til gengæld anvende dem i mange forskellige gastronomiske konstellationer.

Et helt særligt fællesskab

Druen & Bønnen genkender især sig selv i festivalens værdiord ”fællesskabets flertydighed”. De deler tanken om, at ingen er nok i sig selv, og i fællesskab med andre skaber de en festival, som Odenses borgere og gæster får stor glæde af.

- Det ville vi ikke kunne have skabt alene, siger Johanne Hyldal og tilføjer: Festivalen får stor opbakning mange steder fra, og vi vil gerne være med på holdet og sikre, at det forbliver en stor event. Det, vi giver sammen med andre, kommer mange gange igen, og hele byen får glæde af festivalen, forklarer hun.

I uge 34 møder Druen & Bønnen en masse mennesker, som de ellers ikke ville støde på til hverdag, og de gør en stor indsats for at give dem en helt særlig oplevelse.

- Der er festivalmenu på vores menukort, og folk skal føle, at de træder ind i en del af festivalen, når de besøger os, så der er et fællesskab om festivalstemningen, siger Johanne Hyldal.

Gode grin til H.C. Andersen Festivals

Druen & Bønnens centrale placering giver mange gode oplevelser under H.C. Andersen Festivals, og de har især været begejstrede for aktiviteterne på Flakhaven. Særligt én oplevelse står stadig klart for Johanne Hyldal. Det var mandag og et rigtigt møgvejr. Et par gæster sad på terrassen og snakkede om Queens Trio, de smukke damer på stylter, som de havde set stå i læ under et halvtag, mens regnen silede ned. Under samtalen klarede det op, og kort efter kom damerne yndefuldt gående til stor fornøjelse for børn og voksne i gaden.

- Pludselig var der en lille dreng, som ikke kunne dy sig. Han løb hen til en af dem, løftede op i kjolen, og kiggede spændt ind under den. Han var bare nødt til at finde ud af, hvad der foregik, og det var simpelthen så skønt at se den der barnlige nysgerrighed, fortæller Johanne Hyldal.

Druen & Bønnen ser frem til igen at være med til at skabe den helt særlige stemning og fællesskabsfølelse, der får Odense til at summe af liv i hele uge 34.