Danske og kinesiske børn dystede i LEGO®-eventyr

I går konkurrerede danske og kinesiske skolebørn i LEGO-konkurrencen Building Games.

24. august 2019

Danske og kinesiske skolebørn fandt sammen i latter, leg og imponerende LEGO®-byggerier i ODEON i går, fredag. Og selvom børnenes hårfarver, oprindelsesland og sprog næsten ikke kunne være længere fra hinanden, var det ingen hindring for skabelsen af nye venskaber.

Anledningen til den internationale LEGO®-sammenkomst var Building Games, en dansk-kinesisk konkurrence, hvor børnene dyster i at kreere det flotteste eventyr i LEGO®-klodser. Eleverne bliver blandt andet udfordret i og bedømt for deres kreativitet, samarbejde og ikke mindst deres viden om H.C. Andersens eventyr.

Det var andet år i træk, H.C. Andersen Festivals var vært for Building Games, og i år var temaet for LEGO®-byggerierne ”Den magiske rejse” med udgangspunkt i H.C. Andersens to rejseeventyr Lykkens Galocher og Den flyvende kuffert.

Hver især skulle de 11 kinesiske og 24 danske teams medbringe et selvbygget værk af LEGO®, som fortalte en historie om en magisk rejse. Holdene skulle også udarbejde en plakat, der formidlede deres egen rejse fra et tomt LEGO®-underlag til et færdigt LEGO®-eventyr.

På konkurrencedagen i ODEON præsenterede alle teams deres arbejde og blev desuden stillet over for en hemmelig byggeudfordring, som også indgik i bedømmelserne.

Et stærkt felt

Enhver konkurrence har mindst én vinder, og det gør sig naturligvis også gældende i Building Games, hvor der blev kåret hele tre danske og tre kinesiske vinderhold. Fælles for dem alle var, at de hver især bød ind med kreativitet og originalitet i deres LEGO®-byggerier og præsentationer for dommerne.

Og der er ingen tvivl om, at konkurrencen havde et stærkt felt af både danske og kinesiske teams. Det store dommerpanel, der bestod af 11 dygtige mennesker med tilknytning til både Odenses kulturliv, H.C. Andersens eventyr og Kina, brugte nemlig meget lang tid på at votere, inden de nåede til enighed om vinderholdene.

I sidste ende blev det dog Team LEGO fra 4.Z på Sct. Hans Skolen, Team 3.A på Risingskolen og Team RAP! fra 4.X på Sct. Hans Skole, der løb med sejren blandt de danske deltagerteams.

De kinesiske vinderhold blev Team 1 fra Shanghai, Team 6 fra Shanghai og Team 2 fra Chongqing.

Building Games fortsætter til næste år, hvor endnu flere danske og kinesiske skolebørn kommer til at deltage i den kulturudvekslende og eventyrlige konkurrence.