Civica: Fællesskab er det bedste fundament

I uge 34 opstår der et ugelangt fællesskab, der spreder sig igennem Odenses gader, og rækker ud mod resten af Danmark. En af de nyeste lokale tilføjelser til dette fællesskab er Civica.

Civica er Fyns største almene boligselskab, og ser bolig-til-alle som et velfærdsprincip. Selve deres navn betyder medborgerskab og folkelig, og det er netop nogle af disse værdier, som de ser i deres fremtidige samarbejde med H.C. Andersen Festivals.

Fællesskabet

Med medborgerskab som en af deres værdier, kan Civica spejle sig i H.C. Andersen Festivals værdi om at ingen er nok i sig selv, og fællesskabets flertydighed. Netop fællesskabet vægter højt hos Civica, som gør meget for at skabe grobund for fællesskaber i deres egne boligafdelinger:

- Vi vil gerne have, at der er nogle fællesskaber, der etableres og eksisterer rundt omkring i vores boligafdelinger, for det er jo det der skaber tryghed. Det ligger der faktisk også i festivalen, man mødes, og har det godt sammen, siger bestyrelsesformand og beboer, Flemming Jensen.

Civica gør meget for, at deres beboere skal være glade for at bo hos dem, og ønsker at være det oplagte boligvalg, når folk står og mangler bolig i Odense. Derfor er det også vigtigt for dem at støtte op om aktiviteter i byen, for at bidrage til at gøre byen mere attraktiv, bl.a. igennem deres samarbejde med festivalen.

En menneskeorganisation

H.C. Andersen Festivals værdi; mangfoldighed og det grænseoverskridende, er også et uundgåeligt fokus hos Civica, der har boliger til alle og inkluderer deres egne beboere i udviklingen. Deres bestyrelse består af deres beboere, og deres medvirken gør Civica til meget mere end en almen boligorganisation.

- Man kan sige som almen boligorganisation, så plejer vi jo at bruge det ord, at vi er en menneskeorganisation, fortæller Flemming Jensen.

Ligesom hos festivalen har de en stor mængde af frivillige, bl.a. i form af afdelingsbestyrelser, så her er der et naturligt interessesammenfald. Civica håber på at kunne bidrage til frivilligindsatsen ved festivalen i uge 34, og på denne måde forstærke båndet mellem deres beboere, Odense og festivalen.

- Vi får mulighed for at prøve af, om vi kan være med til at levere frivilligindsats ind i den frivilligindsats som festivalen har brug for, siger Flemming Jensen

Bæredygtighed og byudvikling

Med deres mange boligafdelinger i Odense er Civica en stor del af byen, og vil gerne medvirke til byens videre udvikling. Civica har bygget det første bæredygtige DGNB (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen) certificerede byggeri på Fyn. Det er noget der betyder meget for dem, da et af deres værdiord er fremtidsorienteret, og netop bæredygtigt byggeri ser de som et vigtigt element, både i fremtiden og i byudviklingen. Civica ønsker at være med til at understøtte byudviklingen i Odense, og der hænger tingene sammen for dem, i samarbejdet mellem Civica og H.C. Andersen Festivals. Begge er med til at skabe fællesskab og sammenhold i Odense, samt bidrage til byens udvikling med øje for fremtiden.

- Jeg tror faktisk, at festivalen har rigtig stor betydning for Odenses fremtid, slutter Flemming Jensen.