Bo og Lise elsker H.C. Andersen Festivals

Det er fem år siden, at ægteparret Bo og Lise Hansen var med til H.C. Andersen Festivals første gang.

21. august 2019

Det var lidt af en tilfældighed, der fik Bo og Lise Hansen til at melde sig som frivillige på H.C. Andersen Festivals for fem år siden. En ganske almindelig samtale i frisørstolen fik Lise til at tilmelde sig som frivillig – og det, må man sige, var en succes. Siden da har det modne par nemlig stået klar til at hjælpe H.C. Andersen Festivals med at blive klar til en eventyrlig uge hvert år i uge 34.

”Det var Lises idé, at vi skulle være frivillige. Men vi bor i Ringe, så nogen skulle jo køre hende. På den måde kom jeg også med,” siger Bo, mens han griner og tilføjer:

”Ej, det er mega sjovt, og man bliver behandlet perfekt her.”

Som en lille familie

De mange frivillige sikrer afviklingen af de flere hundrede aktiviteter, og ægteparret, der har været gift i 38 år og til daglig bor i Ringe, tager troligt køreturen til og fra Odense, når H.C. Andersen Festivals i uge 34 indtager Odenses gader, stræder og pladser.

Deres navneskilte, som de stolt vise frem, stammer helt tilbage fra deres første år på festivalen. Man kan knap nok se navnene for de fem miniatureudgaver af festivalens logo, der hænger som en souvenir for hvert af de år de har været med.

Bo og Lise er begge pensionerede og elsker stemningen og menneskerne, de møder under festivalen. De kender efterhånden alle ansatte på festivalkontoret og har skabt gode bekendtskaber med de tilbagevendende frivillige. Og netop dette har været afgørende for, at de fortsat er frivillige og af stor betydning for, at de ser frem til ugen.

”Den måde, festivalen behandler os på, er det bedste. Ja, det er jo faktisk lidt som en lille familie, med frivillige og de ansatte” siger Bo.

Gør alt, hvad de kan for festivalen

Det er ikke typen af opgaver, der er det vigtige for ægteparret, som har hjulpet med alt fra at pakke og dele materiale ud til at hænge bannere op. De har reserveret hele august i deres kalender, så de kan være til rådighed for H.C. Andersen Festivals, hvor der er behov for det, og de nyder at hjælpe, hvor de kan.

”Vi har tiden til det, og så er det jo sjovt,” siger Bo, mens hans hustru Lise tilføjer:

”Ja, det er os, de kalder på, hvis der pludseligt mangler noget.”

Lise fortæller smågrinene, hvordan frivilligkoordinator Nicolai Kehling, ringede en dag, imens parret var nede at handle i Ringe. Sponsorteamet skulle bruge deres hjælp, så indkøbene blev hurtigt sat af derhjemme, og så gik turen fluks til Odense.

”Det er sådan, vi gør, hvis de har brug for ekstra hænder. Så derfor tøver de ikke med at ringe, og de har jo også fået lov” fortæller Lise om oplevelsen.

Det festivalglade ægtepar er helt enige om, at de fortsat skal være frivillige næste år, og de håber, at festivalen fortsætter mange år endnu.