Bag om festivalen: Altid på udkig efter nye venues

H.C. Andersen Festivals' produktionschef, Pernille Mathiasen, er altid på udkig efter nye venues til Odenses store kulturfestival, der i år spreder sig over 57 forskellige steder i byen med kulturaktiviteter til odenseanerne.

30. juli 2019

Ind imellem går Pernille Mathiasen bare rundt i Odense og kigger sig omkring. Hun kan også finde på at sidde foran computeren og opdage byen via Google Maps. Og så har hun altid øjnene med sig, når hun går til møder rundt omkring i centrum af Odense.

Som produktionschef for H.C. Andersen Festivals har hun nemlig blandt andet ansvar for alle de steder, hvor vores gæster kan opleve de mere end 500 kulturaktiviteter, der hvert år er på programmet i uge 34. I år spreder de mange aktiviteter sig over intet mindre end 57 venues, men Pernille er alligevel altid på udkig efter nye gode steder.

”Jeg er altid på udkig efter nye venues – alle steder jeg kommer. Der er selvfølgelig en lang række oplagte venues, som vi bruger næsten hvert år, men jeg forsøger også altid at finde alternative venues til årets festival. Jeg leder særligt efter steder, hvor man ikke lige havde forestillet sig, at der skulle være en kulturfestival,” siger Pernille og tilføjer:

”Kunstnerne har altid nogle ønsker og krav til, hvor de skal optræde, men jeg udfordrer dem tit og foreslår helt andre venues. Det kunne være en klassisk teaterforestilling, som jeg prøver at rykke ned i nogle rå rammer for på den måde at overraske publikum. Og oftest er kunstnerne faktisk friske på at blive udfordret.”

Nye venues giver nye udfordringer

Mens H.C. Andersen Festivals for de fleste er en begivenhed, der varer en uge i sensommeren, så varer den hele året for produktionschefen. I efteråret sidder hun med i de komitéer, der sammensætter festivalens program. Og så snart programmets 500 aktiviteter er udvalgt, starter en fase, hvor al praktikken og tilladelser skal på plads i forbindelse med alle aktiviteterne.

”Samtlige kunstnere skal bruge noget teknik, og alle venues skal gennemgåes i forhold til, hvad der skal bestilles af hegn, teknik, toiletter og rigtig meget andet. Og så skal det bestilles hos alle vores leverandører. Derefter starter arbejdet med at indhente tilladelser fra kommunen, politi og beredskab – og det er ind i mellem et omstændeligt arbejde,” siger Pernille, der blandt andet er stødt på nye, ukendte udfordringer i planlægning af dette års festival.

”Hver gang, jeg finder nye venues, opstår der også nye ting, jeg ikke nødvendigvis kender lige så godt som bygningsreglementet, som jeg efterhånden har ret godt styr på. For eksempel er vi i år stødt på nye udfordringer i forhold til det store show i Munke Mose, hvor vandet fra åen pludselig skal bruges. Der kom jeg lidt på overarbejde.”

Den energiske produktionschef Pernille ser frem til at opleve festivalen i uge 34, men mest af alt glæder hun sig til, at alt det hårde arbejde er overstået.
”Alt det, vi har arbejdet for at få på plads i årets løb, skal stå sin prøve i uge 34. Det er vores eksamen, og der er tryk på. Derfor glæder jeg mig allermest til, at jeg kan se tilbage på en festival, hvor alt gik op i en højere enhed, og vi lykkedes til UG,” siger hun.