AMOR får kærligheden til at stå i flammer

Med komik, kamp og kærlighed sætter gruppen Compagnie Bilbobasso ild til forestillingen AMOR. Her møder du et ægtepar, der er så brændende uenige, at det slår gnister. Men kan man kæmpe imod ægteskabets stride, når de allerede har bredt sig som en steppebrand?

Ordsproget lyder ”den man tugter, elsker man”. Men for parret i denne forestilling er dette faktisk en underdrivelse. Efter mange års ægteskab har parret nemlig dagligt diskussioner med et temperament, du nok sjældent har set – og selv den mindste glød kan antænde en fyrig duel.  

Midt i hverdagens strabadserende gøremål, som madlavning, tøjvask og rengøring, eskalerer de små uoverensstemmelser og bliver til store kampe, når begge parter på bedste beskub provokerer hinanden og leger med ilden.  

Forestillingen skildrer de ægteskabelige kampe, der kan opstå i noget, der engang var en lyserød, hed romance, men nu er endt i en kamp så voldsom, at den bogstaveligt talt står i flammer.

Kan de redde ægteskabet – eller går det hele op i røg? 

Det bliver legende, vildt, forrygende og spændende at følge med, når Compagnie Bilbobasso i en ring af ild tænder op under H.C. Andersen Festivals på Albani Torv i uge 34.

Læs mere om forestillingen og tidspunkterne her.