Albani: Odense er vigtig for os

Albani er tilbage som leverandør for H.C. Andersen Festivals, og det fynske bryggeri er stolte af igen at være med til at give Odenses beboere og gæster fortryllende oplevelser i uge 34.

21. oktober 2019

1859 - så langt tilbage strækker Albanis historie sig. Her grundlagde Theodor Schiøtz bryggeriet, som blev en af Odenses første industrivirksomheder. Siden da er det lokale øl blevet populært blandt fynboerne, og i dag bliver der drukket Albani i hele landet.

Albani er stolte af deres lange historie, som har gjort et helt specielt møde muligt. Mødet mellem H.C. Andersen og en Albani-øl, der af forfatteren blev beskrevet som forfriskende, delikat og stærk.

- I den her sammenhæng er vi jo nok den eneste virksomhed i Odense, der har et produkt, som også H.C. Andersen har smagt. Det er vi selvfølgelig stolte af, siger Freddy Larsen, sponsorchef i Royal Unibrew.

Lokalt nærvær er vigtigt

Lokalmiljøet er en vigtig faktor for Albani og var også deres største motivation for at vende tilbage som leverandør for H.C. Andersen Festivals efter tre års pause.

- Odense er vigtig for os. Hele Fyn er vigtig for os. Vi prøver at samle kræfterne og inkludere alle, både forbrugere og vores kollegaer på øen. På vores mikrobryggeri finder man for eksempel øl fra de fleste andre mikrobryggerier på Fyn, siger Freddy Larsen.

Bryggeriets centrale placering i Odense giver rig mulighed for lokalt nærvær. For eksempel huser de historiske bygninger i Albanigade Anarkist Beer And Food Lab, som danner rammerne om en bred vifte af events.

En mønsterbryder med fokus på fællesskabet

Albani kan genkende sig selv i flere af festivalens værdiord. Et af dem er ”Mønsterbruddet”:

- Theodor Schiøtz var på mange måder en mønsterbryder. Han var en af de første, der betalte sygeløn og pension til sine medarbejdere. Der har også altid været mange kvinder ansat her på Albani, og det var heller ikke normen tilbage ved århundredeskiftet, fortæller Freddy Larsen.

Med grundlæggeren som forbillede gør det fynske bryggeri sit bedste for at leve op til virksomhedens arv og følge med udviklingen. Det er blandt andet vigtigt for Albani at være en del af studiemiljøet i Odense og bidrage til at byen er attraktiv og spændende at bo i - også når man er færdig med at studere.

Unikke oplevelser til H.C. Andersen Festivals

Albani gør meget ud af at invitere sine samarbejdspartnere til arrangementer. Derfor er de glade for at kunne give kunder og kollegaer gode oplevelser i uge 34, og til årets H.C. Andersen Festivals vakte især Klokken i Munke Mose begejstring. Albani glæder sig også til i fremtiden at arrangere aktiviteter i samarbejde med festivalen.