Akrobatisk duo har familien med hånd-i-hånd

Da manoAmano sidst gang besøgte H.C. Andersen Festivals i 2017, tog de festivalgæsterne med storm. Nu vender de tilbage til Odense med både nyt show og i selskab med familien.

Der er garanti for ”wow”-udbrød og undrende ”hvordan gjorde de det?”-spørgsmål, når manoAmano optræder med deres nye show ”Noso3”. Her tager akrobat-duoen dig med til et drømmeagtigt univers, hvor ting undslipper tyngdekraften og hvor akrobatikkens uanede muligheder betager hver og en.

Duoen manoAmano, som består af Ana Clara Manera og Martín Umerez, viser hvordan akrobatik ikke kun er forbeholdt jorden. Deres akrobatiske bevægelser sker nemlig både til lands og i luften, hvor de grænseløst og frit svæver rundt i seks meters højde og skaber drømmende fortællinger.

Midt i akrobatikken og de imponerende stunts, skabes et gådefuldt væsen, der inviterer os alle til at lade fantasien løbe frit. Vi møder nemlig endnu en akrobatisk figur, som legende let bevæger sig grænseløst ud over tyngdelovens rammer. Men hvem er dette svævende væsen? Og hvordan bliver det vakt til live?

Vores forestilling i år er præget af mystik, fantasi og drømme. Vi havde en fantastisk oplevelse sidst vi besøgte festivalen i Odense, så vi glæder os til at komme tilbage med dette nye show ”Noso3”, siger Martín Umerez.

Men det er ikke kun et nyt show, de har taget med i år. Duoen har nemlig taget familien i hånden, for at besøge den eventyrlige festival sammen:

Vi glæder os meget til at komme tilbage til Odense og deltage i H.C. Andersen Festivals. I år bliver det ekstra specielt for os, da vi denne gang besøger byen på ny sammen med vores 1-årige søn, Lin. Samtidig skal min bror Luciano også optræde til festivalen som Eitis Magia. Vi har Lins mormor med til at passe ham, mens vi alle optræder, så vi glæder os enormt meget til at opleve festivalen som familie også, fortæller Martín Umerez.

Besøg Flakhaven i uge 34 og oplev forestillingen ”Noso3” af manoAmano. 

Læs mere om forestillingen her