Ofte stillede spørgsmål

Her finder du en oversigt over det mest stillede spørgsmål.

Mad og drikke

Som frivillig på H.C. Andersen Festivals sørger vi naturligvis for mad og drikke i forbindelse med dine vagter. Vi serverer både frokost og aftensmad. Dertil er der i Frivillighuset altid kaffe på kanden og hvis man er heldig lidt sødt til ganen.

Allergier, vegetarer og særlige præferencer

Vi tager højde for allergier, vegetarer og andre særlige præferencer. Det er dog vigtigt, at du i tilmeldingsblanketten angiver dette, så vi har mulighed for at bestille det hos vores leverandør. Kontakt frivilligkoordinatoren hvis du er i tvivl eller har spørgsmål.

CPR-nummer / Børne- og straffeattest

For at være frivillig på H.C. Andersen Festivals skal du påvise en ren straffe- og børneattest. For at vi kan bestille en børneattest skal vi bruge dit CPR-nummer. Vi opbevarer dit CPR-nummer trygt og sikkert i henhold til GDPR-reglerne og udleverer det naturligvis ikke til andre. Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget vedrørende CPR-nummer eller GDPR-regler, så tøv ikke med at kontakte os.

Informationsmøde og andre arrangementer

Omkring juli/start august afholder vi informationsmøde. På informationsmødet møder du de øvrige frivillige, modtager din pink polo-trøje (arbejdstøjet), får besvaret praktiske spørgsmål og får noget god aftensmad. Som udgangspunkt skal alle frivillige deltage i informationsmødet, men vi ved af erfaring at sygdom, ferier og andet kan komme i vejen.

I forbindelse med informationsmødet afholder vi et socialt arrangement, hvor der er mulighed for at lære dine frivillig-kolleger og festivalsekretariatet endnu bedre at kende.

Øvrige arrangementer

Det er ulønnet at være frivillig på H.C. Andersen Festivals, men for at vise hvor stor pris vi sætter på din hjælp, så inviteres du løbende til forskellige arrangementer i løbet af året.

Vagter og opgaver

Det skal være sjovt at være frivillig, og for os er det vigtigste, at du har det godt mens du er på arbejde.

Hvor meget skal jeg arbejde?

Som frivillig på H.C. Andersen Festivals skal du som udgangspunkt minimum arbejde ca. 8 timer under festivalen i uge 34. Dette er for, at vi på bedst mulig vis kan få vagtplanlægningen til at gå op, og så viser vores erfaring at det typisk giver mest mulig mening for den enkelte.
Hvis du har problemer med at afsætte 8 timer eller blot ønsker færre, så tag fat i frivilligkoordinatoren. Vi vil gerne forsøge at finde en løsning.

Længden af vagter?

På festivalen stræber vi efter at dine vagter bliver mellem 4-6 timer ad gangen. Der kan dog være tilfælde hvor varigheden af vagterne er kortere eller længere. Hvis du har udfordringer eller ønsker ift. længden af vagter, så tag fat i frivilligkoordinatoren eller skriv det ind i tilmeldingen. Så tager vi højde for det i planlægningen.

Hvilke typer af opgaver kan jeg lave?

Vi har et hav af forskellige muligheder under festivalen. I tilmeldingsblanketten kan du angive hvilket område, som du primært ønsker at hjælpe til med.

På følgende link kan du læse mere om hvilke typer af opgaver vi har.

Kan jeg selv bestemme hvilke opgaver?

På tilmeldingsblanketten kan du angive dine ønsker. Så prøver vi efter bedste evne at tage højde for det i vores vagtplanlægning.

Kan jeg arbejde sammen med en ven?

Ja, det er muligt at arbejde sammen med din gode ven eller kollega. I tilmeldingsblanketten er det vigtigt, at I begge angiver hvem I ønsker at arbejde med, så tager vi højde for det i vores planlægning.

Indtjekning

I uge 34 kommer de frivillige til at have base i ’Frivillighuset’. Det er vigtigt, at du møder op i frivillighuset ca. 15 minutter før din vagt begynder. Det skal du, da vi af erfaring ved, at der kan ske ændringer fra det ene øjeblik til det andet, og vi derved sikrer, at du ikke møder forgæves til din vagt.
Samtidig kan vi lige få sagt ’hej’ til hinanden og du har mulighed for at få en kop kaffe eller vand med til din vagt.

Sygdom

Sygdom skal meldes, så hurtigt som muligt og det skal ALTID meldes til frivilligkoordinatoren. Derved har vi de bedste forudsætninger for at rette til i vagtplanen.