At fortælle historie(r) med Forlaget HISTORIA

Anna Prai Olsen og Helle Juhl om fiktion, fakta, dokumentarisme og skønlitteratur.

At fortælle historie(r) med Forlaget HISTORIA

Teater 95b

Vestergade 95b, 5000 Odense C

19/8, 18:00-21:30

Billet : Gratis

Hvad er forskellen på fakta og fiktion, når en forfatter indsamler materiale og skriver fiktion? Hvor store dele fakta er der i fiktionen? Disse spørgsmål og flere til besvares og debatteres, når Spoken19 og Forlaget HISTORIA inviterer til samtale mellem de anerkendte forfattere Anna Prai Olsen og Helle Juhl.

Anna Prai Olsen og Helle Juhl er begge forfattere og journalister, som bevæger sig mellem dokumentarisme og skønlitteratur i deres bøger. De skildrer begge det menneskelige ved at bevare en autencitet på trods af, at der er tale om opdigtning.

Anna Prai Olsen
I 2018 udkom Anna Prai Olsen med sin debutroman “Hvor peberet gror”, der høstede ros i pressen for dens gribende skildring af danskeres liv under henholdsvis det britiske kolonistyre i 1920’ernes Østen, 1930’ernes Store Depression og under Anden Verdenskrig. Skildringen kommer til live gennem breve og dagbøger, der udstiller race- og klasseskel, samt de økonomiske og sociale konsekvenser fra første halvdel af det 20. århundrede. Olsen er selv efterkommer af en af de personer, hun skildrer i sin bog og det er ud fra sin bedstefars mange efterladte breve og dagbøger, at hun har skrevet sin bog.

Helle Juhl
Når Helle Juhl sætter sig bag skrivepulten, er det med en ømhed og ydmyghed over for menneskene, hun skal til at skildre. Juhl skildrer blandt andet i sin seneste udgivelse “Mathildes krig” en ung kvindes oplevelser efter hendes emigration fra det trygge Danmark til USA, og senere til Marshall-øerne, hvor fatale konsekvenser kommer til at præge ikke blot samfundet, men også det liv hovedpersonen Mathilde er lykkedes med at opbygge på den anden side af Atlanterhavet.

Mød de to forfattere når de kommer og fortæller om deres overvejelser før og undervejs i skriveprocessen, og om hvor de gennem skønlitterære og faglitterære elementer skaber historiske værker. Værker der ikke blot tager udgangspunkt i den store, ydre historie, som vi har fået fortalt gennem historiebøgerne, men særligt skildrer den personlige skæbnefortælling bag nogle af de mennesker, der levede engang.

Arrangør: Spoken Word Festival
Støttet af: H.C. Andersen Festivals

Alle tider er vejledende.