Verdenspremiere åbnede festivalen med et brag

Søndag aften blev den sjette udgave af H.C. Andersen Festivals skudt i gang med et brag af et åbningsshow. Et åbningsshow, der ikke alene var spektakulært og helt igennem eventyrligt, men også en vaskeægte verdenspremiere.

19. August 2018

Foto: Skovdal Nordic

En fyldt koncertsal fik søndag aften en oplevelse udover det sædvanlige, da verdenspremieren på den magiske danseforestilling ’De 5 Papirklip’ officielt skød H.C. Andersen Festivals 2018 i gang.

Med dans, musik, tale og innovativ grafik fyldte det spektakulære åbningsshow publikum med glæde og overraskelse fra start til slut. Mens de dygtige artister fortolkede fem af H.C. Andersens eventyr på scenen med en imponerende livsglæde og power, kunne man fra publikum i salen kontinuerligt høre klapsalver, pift og ’wow’-udbrud. Og det store, rungende bifald ved tæppefald levnede ingen tvivl om, at det eventyrlige show havde gjort et stort og spektakulært indtryk på den fyldte koncertsal.

’De 5 Papirklip’, der er skabt særligt til H.C. Andersen Festivals, er iscenesat af Mette-Louise og Jesper Kryger og fremført af dansere og artister i absolut verdensklasse fra det velkendte Pivot Dance Company. Parret har de sidste 15 år skabt utallige store shows og har også rejst med Kongehuset til blandt Grækenland, Mexico og Kina.

Du kan stadigvæk nå at få billetter til forestillingerne mandag og tirsdag. Du kan købe dem og læse mere om forestillingen her.