Uhørt - Hørslev / Mechlenburg

Hverdagspoesi og pop med digter Lone Hørslev og komponist Jesper Mechlenburg.

Duoen med digter Lone Hørslev og komponist Jesper Mechlenburg byder på både pop og poesi, og deres sange kredser om længslen efter kærlighed og lykke, om at møde den eneste ene, om elefanter og magi, drømme og trylleri. Det uventede i det daglige og nære. Det skæve i det almindelige. Og det fjerlette i det allermest tunge. Med udgangspunkt i Lone Hørslevs oplæsning sætter Jesper Mechlenburg ordene ind i et originalt musikalsk univers, der undersøger sprogets særlige musik og musikkens særlige sprog.
Duoens debutalbum udkom i 2016 og blev anmeldt til fem hjerter i Politiken. Med til koncerten denne aften er også Henriette Groth på klaver, klarinet og kor, samt Rolf Hansen på guitar, kor og flygelhorn.

Lone Hørslev er uddannet fra forfatterskolen og debuterede i 2001 med digtsamlingen “Tak”, som skildrer hverdagen fra finurlige og uventede vinkler. Sidenhen har hun udgivet 11 værker, til stor ros fra både kritikere og læsere. Hendes seneste værk, “En ordentlig mundfuld”, er en lyrisk novellesamling med meget på hjerte. I denne samling skriver Lone Hørslev med fandenivoldskhed om forførelse, vrøvl og sandheder, både ubehagelige og behagelige.

Jesper Mechlenburg er komponist, sanger og sangskriver og hans musikalske oeuvre favner bredt - fra jazz til pop og rock. Han er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium og har komponeret musik til både teater, film og TV. Jesper har gennem sin karriere arbejdet sammen mange forfattere, blandt andre Yahya Hassan, Kristian Leth og selvfølgelig Lone Hørslev.

Pris:
Forsalg: 90 kr.
Dør: 120 kr.
Studerende: 60 kr.
Særtilbud til begge koncerterne Uhørt (kl. 19.30) og Frodegruppen 40 (kl. 21.15): Forsalg: 150 kr., Dør: 200 kr., Studerende 100 kr.
Billetsalg via Spoken Word Festival

Arrangør: Spoken Word Festival

Alle tider er vejledende