Skår - til teselskab med H.C. Andersen

Komponist og kunstner Louise Alenius byder til teselskab i haven bag H.C. Andersens Barndomshjem under H.C. Andersen Festivals.

10. August 2018

Louise Alenius har de senere år vundet stor anerkendelse for sin på én gang sarte og kompromisløse kunst, hvor hun hudløst har undersøgt de mest sårbare sider af menneskelivet. Det er bl.a. kommet til udtryk i værker, hvor hun har sunget for døende på hospice, lavet teater for én person af gangen i anmelderroste "Porøset" på Det Kongelige Teater og skabt en helt usædvanlig kammeropera – "Silent Zone" – der handlede om incest. Samme opera vandt sidste år P2's "Årets koncertøjeblik".

Efterspurgt komponist og kunstner

Louise Alenius er efterspurgt som kunstner, men det er sjældent, hun siger ja til de mange tilbud. Som oftest foretrækker hun at skabe sine helt egne projekter. Derfor er museumsinspektør i H.C. Andersens Hus og Barndomshjem Henrik Lübker også stolt over at kunne præsentere et helt nyt værk af Alenius: 

– Alenius laver kunst som ingen anden. Vi kalder det for kammeroperaer, teater, performance eller hvad vi nu kan finde på. I virkeligheden er det, hun laver, umuligt at beskrive præcist. Svar er der i hvert fald ikke mange af i hendes kunst. Men der er et nu og et nærvær, man som tilskuer bærer med sig længe efter, det er forbi, der gør livet lidt større, dybere og rigere. Derfor er det også fantastisk at det nu lykkes med værket ”Skår”, udtaler museumsinspektøren. 

Nykomponeret værk specifikt til Barndomshjemmets have

”Skår” er skabt specifikt til haven i H.C. Andersens Barndomshjem, men også til årstiden og tiden på dagen, det fremføres. På den vis bliver der tale om en helt usædvanlig og særlig oplevelse under dette års H.C. Andersen Festivals. Netop Barndomshjemmets have, som blev anlagt af landskabsarkitekt Charlotte Skibsted for blot to år siden, var en af grundene til, at Alenius sagde ja til projektet. Gemt bag byens huse skaber den et unikt rum med sin helt egen stemning. En anden grund var muligheden for at arbejde med H.C. Andersens tekster:

– H.C. Andersen var sindssygt klog på mennesker. Hver gang man læser noget nyt af ham, så ser man en ny side af sit eget liv, fordi han er så god til at se mennesker, deres adfærd og sociale interaktion, siger Louise Alenius.

Videreudvikling og aktualisering af Andersen

Denne karakteristik er måske overraskende for mange, da Andersen sjældent fremstilles som en social begavelse, men for Henrik Lübker er arbejdet med kunstnere som Louise Alenius netop en helt naturlig måde at videreudvikle og aktualisere formidlingen af eventyrforfatteren og hans værker, så nye perspektiver kommer til syne. H.C. Andersen Festivals er derfor en kærkommen lejlighed til at få folk til at opleve både H.C. Andersen og hans fantastiske univers på ny. Derfor har H.C. Andersens Hus og Barndomshjem også hvert år brugt festivalen til at skabe radikale og uventede oplevelser. Det er en præmis, Louise Alenius gerne vil værne om:

– Jeg vil nødigt fortælle folk hvad de skal forvente, for så sidder de jo og venter på det fremfor at opleve det der sker. Forvent ingenting. Hvis jeg finder ud af, at folk forventer noget bestemt, kunne jeg godt finde på at lave det hele om dagen inden – blot for at smadre den forventning, slutter hun. Hvis man vil blive klogere på, hvad det hele handler om, er der altså ingen anden udvej end at besøge haven bag H.C. Andersens Barndomshjem torsdag, fredag eller lørdag aften under H.C. Andersen Festivals. Det er gratis.

Fakta:

”Skår”

Af Louise Alenius

Opføres af Sofie Elkjær Jensen, Kgl. Operasangerinde og Morten Grove Frandsen, prisvindende kontratenor m.fl. 

Arrangeret af H.C. Andersens Hus og Barndomshjem / Odense Bys MuseerStøttet af H.C. Andersen Festivals.

Kontakt 

Henrik Lübker, Museumsinspektør, ph.d./ H.C. Andersen/ Odense Bys Museer / Tlf.: 2115 4988 / HLK@odense.dk

Tid og sted 

Entré: Gratis

Varighed: 15 minutter

Dato: 23.-25. august kl. 21.00-24.00. Seancerne igangsættes ca. hvert 20. minut i hele aktivitetens åbningstid. Der kan forekomme mindre ventetid.Sted: H.C. Andersens Barndomshjem, Munkemøllestræde 3-5, Odense C.