Retorik Battle

Ordblodig talekonkurrence hvor publikum stemmer om, hvem der er aftenens bedste retoriker.

Spoken Word Festival præsenterer knivskarpe retorikere, der med argumentation som bedste våben skal fægte sig frem til titlen som festivalens bedste epideiktiske taler.

Retorik Battle er en talekonkurrence, der denne aften fungerer som en 4-mands-turnering, og som sætter fokus på det kreative og performative frirum. Emnet er givet på forhånd såvel som den pågældende performers såkaldte klient. Derefter går det slag i slag med kampe blandt alle de deltagende, hvor hver deltager hylder sin egen klient, mens modstanderens klient dadles. Hver deltager får 3 minutters fri taletid til at fremføre en passende hyldest eller dadlende tale. Men for at varme talerne op - og for at teste deres evne til improvisation - kommer der en række spørgsmål, der på bedste vis skal besvares.

Til sidst er det så publikum, der stemmer om, hvem vinderen af den ordblodige kamp er. Således er idéen om "det bedste" rundet af visheden om, at "det bedste" er, hvad pøblen på et givent tidspunkt har skønnet det at være.
Denne aften byder på appetitlig argumentation fra nogle af de dygtigste talere.

Pris:
Forsalg: 25 kr.
Dør: 40 kr.

Arrangør: Spoken Word Festival i samarbejde med Retorik Battle og Rudbæk.

Alle tider er vejledende