Ord.Salon med Jens Andersen

I samtale om biografien "Kim Larsen – mine unge år".

Spoken19 inviterer indenfor til Ord.Salon med den prisbelønnede forfatter Jens Andersen, som senest har skrevet sig ind på danskernes boghylder og modtaget Læsernes Bogpris for sin biografi ‘Kim Larsen - mine unge år’ om nationalskjalden, gavflaben og sangskriveren Kim Larsen.

Til denne Ord.Salon vil Jens Andersen i samtale med Danni Travn tale om Larsen-biografiens tilblivelse og biografien som genre.

Jens Andersen
Jens Andersen er ph.d. i nordisk litteratur, foredragsholder og forfatter til flere prisbelønnede biografier, der giver nyt liv til nogle af litteraturens største og toneangivende personligheder. I sine værker om blandt andet Tove Ditlevsen, Astrid Lindgren, Tom Kristensen og H.C. Andersen kommer man helt tæt på de personer, de fleste af os kun kender gennem deres litterære virke. Men Jens Andersens biografier rækker også ud over litteraturens stemmer til fodboldikoner og til kongelige. Heriblandt biografien Under bjælken, hvor han tegner et autentisk og nærværende portræt af Danmarks Kronprins Frederik.

Danni Travn
Danni Travn er journalistuddannet og står bag en stribe bøger om danske kulturpersonligheder som Anja Andersen, Bent Fabricius-Bjerre, Preben Kristensen og Jesper Langberg.

Ord.Salonen med de to bogaktuelle forfattere vil med andre ord bære præg af professionelle stemmer, der har talt og fortalt om mennesket inde bag de mennesker, vi tror, vi kender.

Pris
Forsalg: 150 kr.
Studerende: 100 kr.
I døren: 180 kr.

Arrangør: Spoken Word Festival
Støttet af: H.C. Andersen Festivals

Alle tider er vejledende.