Odenses bymidte bliver 200% pink i uge 34

Når H.C. Andersen Festivals løber at stablen i uge 34, er alle dele af Odenses bymidte inddraget på den ene eller den anden måde. Og hvor festivalen er, er der pink.

16. August 2017

(Denne artikel er oprindeligt blevet bragt i Ugeavisen Odense d. 16/8)

Der blændes op for H.C. Andersen Festivals i uge 34, og når det sker, bliver det næsten umuligt at undgå den pink farve, der er festivalens varemærke. Bannere i gågaden, udstillinger i butiksvinduerne og pink festival-menuer hos byens restauranter og cafeer er blot et lille udpluk af H.C. Andersen Festivals eventyrlige og pink univers.

H.C. Andersen Festivals ønsker, at der skal være oplevelser for enhver, og derfor er der igen i år stablet mere end 500 events på benene. Dette store og alsidige program kræver mange lokationer, mange frivillige og stor support fra bymidtens erhvervsdrivende. I år deltager hele 61 butikker i en konkurrence om at skabe byens flotteste udsmykning med inspiration fra H.C. Andersens eventyr Nattergalen.

Også omkring 20 caféer og restaurationer bakker op om H.C. Andersen Festivals, når de tilbyder en eventyrlig festivalmenu, hvor gæster ved køb af denne både støtter festivalen og den givne café eller restauration.

Supporten fra andre erhvervsdrivende i Odense er alfa og omega, når det handler om at afholde en succesfuld H.C. Andersen Festivals. Dette kommer også til udtryk, når der skal findes lokaler til bl.a. aktørhus, frivillighus, infostand og ekstra kontorer. Festivalen er så heldig, at de får lov at låne ellers tomme butikslokaler i Odenses gågader til disse funktioner.

For alle disse forskellige steder og funktioner rundt i Odenses bymidte gælder det, at alt bliver markeret med festivalens flotte pink farve, så folk i gader og stræder aldrig er i tvivl om, at festivalen er i fuld gang med at fylde byen med eventyr og oplevelser. Som Marketingschef Rikke From Larsen siger med et smil ”Odense bliver 200% pink i uge 34”.

H.C. Andersen Festivals i tal

  • Aktiviteter på programmet: mere end 500
  • Lokationer i bymidten: 66
  • Kontorer i bymidten: 5
  • Tilmeldte til butikskonkurrencen: 61
  • Restauranter og cafeer med festivalmenu: ca. 20