H.C. Andersen Festivals 2017 siger tak for i år

Hele den foregående uge har budt på god stemning, events, højt humør og eventyrlige optrædener i Odenses gader og stræder – Byen har summet af liv. I dag runder festivalen af, og et stort tak skal lyde til alle medvirkende og besøgende.

28. august 2017

Skovdal Nordic

Af Astrid Bo Schack Hansen

Uge 34 har stået i eventyrernes og fantasiens tegn, da H.C. Andersen Festivals har fyldt Odenses bymidte med fest, farver og god humør fra d. 20. til d. 27. august. Ugen har budt på mere end 700 kulturoplevelser, og har budt på alt fra eventyr i gaderne, dans, teater, musik for alle aldersgrupper, fantastiske shows og forskellige workshops. Der er blevet fortalt og fortolket en bred vifte af H.C. Andersens eventyr i et mix med andre spændende fortællinger.

Kort sagt har Odense emmet af eventyr og kreativitet de sidste otte dage.

På festivalens sidste dag ser vi tilbage på en uge, vi er stolte af. En uge, hvor vores fantastiske frivillige, sponsorer, samarbejdspartnere, støtter, gæster og aktører har løftet i flok, så vi har kunne nyde kulturen, hinanden og den gode stemning i hele byen - tak for det!

- Jeg er både stolt og utrolig glad over, at vi igen i år har haft en uge med flere hundrede kulturbegivenheder i Odenses gader og stræder. Forhåbentlig synes de mange besøgende, der har lagt vejen forbi og deltaget i festivalen også, at det har været en eventyrlig uge. Jeg har i hvert fald kunne mærke byen summe de gange, jeg har taget turen rundt i gaderne, siger festivaldirektør Peter Bøgholm, der har svært ved at fremhæve et enkelt højdepunkt:

- Det er jo netop mangfoldigheden i de mange aktiviteter, der er så fascinerende. Alligevel vil jeg godt fremhæve eventyrshowet Life’s a Fairytale og lys- og performanceshowet Sunshine, Freedom and a Little Flower, som har være blandt hovedattraktionerne i år og virkelig har indfriet de store forventninger, vi havde, fortæller Peter Bøgholm.

Med dette vil vi blot sige en kæmpe tak for en fantastisk H.C. Andersen Festivals 2017 til alle medvirkende og besøgende, og på gensyn i uge 34 næste år.