Det vigtige i livet

Showet 'Sunshine, freedom and a little flower' stiller spørgsmål ved, hvad der er vigtigt i livet. Præcis som H. C. Andersen gjorde. Om vi tager de rigtige valg – valg, som er med til at forme vores identitet. Og det har aldrig været mere aktuelt.

11. august 2017

(Denne artikel er oprindeligt blevet bragt i Ugeavisen Odense d. 09/08)

Af Christel Bæksted

H. C. Andersen slog sig aldrig til ro i en identitet. Han var både mønsterbryder, rastløs, søgte anerkendelse og fandt muligvis heller ikke ro i en kønsidentitet. Et gennemgående tema for H. C. Andersens eventyr er også denne identitetssøgen – eksempelvis i Den lille havfrue og Snedronningen, som handler om forvandligen og dens omkostninger.

Det moderne menneske kan bruge H. C. Andersens eventyr til at forme sin egen identitet, fordi eventyrene skaber refleksion. Det mener den kunstneriske leder af det internationale kunstnernetværk, phase7 performing.arts, Sven Sören Beyer, som står bag showet 'Sunshine, freedom and a little flower'.

Og refleksion er særligt vedkommende i dag, hvor nutidens psykologer peger på, at narcissisme og identitetssøgen er karakteristiske træk for vores måde at være menneske på.

Moralen og budskabet

Netop derfor valgte phase7 performing.arts titlen til showet 'Sunshine, freedom and a little flower', fortæller Sven Sören Beyer:

- I eventyret 'Sommerfuglen' stiller sommerfuglen spørgsmål ved, hvad den behøver for at være lykkelig. Den valgte ikke plastikkirurgi, brystimplantater, smarte biler eller at slå nogen ihjel i krige. Den valgte blot solskin, frihed og en lille blomst (kærligheden). Og jeg tror, at dette er et moderne kendetegn for, hvad der er vigtigt i livet. Det handler om valg, når man skaber sin identitet.

I det 21. århundrede jager det moderne menneske i teorien en masse ubetydelige ting. Her understreger Sven Sören Beyer vigtigheden af at spørge sig selv, om de ting i virkeligheden er vigtige. Noget, der måske kan være sværere som ung:

- Når man som ældre ser tilbage på livet, forstår man måske bedre tingene. Men som ung, i et samfund med så mange reklamer og industri, kan man nemt blive vildledt i forhold til, hvad der er vigtigt, fortæller Sven Sören Beyer.

Et stærkt eksempel

Med showet 'Sunshine, freedom and a little flower' ønsker phase7 performing.arts at skabe fokus på denne problematik ved at iscenesætte moral og værdier. Noget, Sven Sören Beyer i høj grad genkender i H. C. Andersens forfatterskab, der altid rummer en morale og et budskab.

Ifølge Sven Sören Beyer er eventyret 'Kejserens nye klæder' et stærkt eksempel på identitetssøgen og vores samfund i dag. Et samfund, der er drevet af økonomiske beslutninger og såkaldt skønhed:

- Vi har en speciel definition på skønhed i disse tider, og den er relateret til at føle sig bedre end andre. Det er helt forkert. Men i dette eventyr kan man finde eksempler på, hvordan tingene i stedet kunne være. Men det er en beslutning, du må tage selv, og det er, hvad H. C. Andersen kan lære dig.

Fakta: Syv værdiord & kulturpersonligheder

  • H. C. Andersen Festivals har udvalgt syv værdiord, som er gennemgående for hele festivalen. Ordene er udvalgt som kendetegn for de temaer og problemstillinger som H. C. Andersens eventyr og forfatterskab hovedsageligt kredser omkring. Emner, som det moderne menneske i høj grad kan finde inspiration i. Derudover kendetegner værdiordene H. C. Andersen som person.
  • De syv værdiord er: Mønsterbryderen, Den rastløse og rejsende, Tingenes Magi, Fantasi og evnen til at forudse det uventede, At søge identitet, Anerkendelsestemaet samt Ironiens mesterskab og oplevelse.
  • Syv kulturpersonligheder forholder sig hver især til ét af værdiordene i uge 28-34. De fortæller, hvorfor de mener, at temaet og H. C. Andersen er vedkommende i det moderne samfund – og hvordan de selv finder inspiration i hans værker.
  • Denne uge forholder Sven Sören Beyer sig til værdiordet, At søge identitet. Sven Sören Beyer er kunstnerisk leder af det internationale kunstnernetværk phase7 performing.arts, som står bag showet ’Sunshine, freedom and a little flower’ på Flakhaven.
  • Arrangementer under H.C. Andersen Festivals med værdiordet At søge identitet: Hestekvinden, Det eventyrlige telt, Opvisning i lavt selvværd m.fl.

 

Foto:  Showet 'Sunshine, freedom and a little flower' er inspireret af eventyret 'Sommerfuglen', og kombinerer musik, dans og skuespil med den nyeste teknologi. Droner interagerer blandt andet med dansere fra Det Kgl. Teater – Balletskolen Odense i et spektakulært lys.