Byg et eventyr med LEGO® Education

Igen i år udbyder H.C. Andersen Festivals kulturelle og faglige aktiviteter særligt for børnehaver, skoler og uddannelsesinstitutioner med fokus på H.C. Andersen, eventyr, kunst og historiefortælling.

10. august 2017

En vigtig del af H.C. Andersen Festivals er det arbejde, festivalen gør for at øge børn og unges kendskab til H.C. Andersen. Festivalen ønsker nemlig at være med til at vise, at H.C. Andersen og dennes univers også er relevant og vedkommende i dag. Derfor tilbyder vi hvert år et større antal kulturelle og faglige aktiviteter særligt for børnehaver, skoler og uddannelsesinstitutioner med fokus på H.C. Andersen, eventyr, kunst og historiefortælling.

Ligesom sidste år vil flere tusinde børn og unge deltage i festivalen, blandt andet som en del af det program, festivalen udbyder specifikt til skoler, uddannelsesinstitutioner, børnehaver og vuggestuer. Noget af det, som de har mulighed for at tilmelde sig i år er at bygge et eventyr med LEGO® Education.

LEGO® Education har sørget for hundredetusindvis af hvide og gennemsigtige LEGO® klodser, som klassens elever skal bruge til at bygge elementer fra H.C. Andersens eventyr ’Snedronningen’. Vi tilbyder tre dage for skoleklasser samt åbent offentligt værksted under festivalen.

I den hvide vinterverden findes masser af inspiration, men ingen regler for hvordan byggeriet skal se ud, så kreativiteten og fantasien kan sættes fri. Og de hvide og gennemsigtige klodser giver en enestående visuel oplevelse, og eleverne får mulighed for både at blive kreativt udfordret, men også for at arbejde simplistisk.

Værkstedet i Kongensgade 15 vil være reserveret til de tilmeldte skoleklasser i tidsrummet:
Tirsdag d. 22. august: 09:00-11:00 og 11:30-13:30
Onsdag d. 23. august: 09:00-11:00 og 11:30-13:30
Torsdag d. 24. august: 09:00-11:00 og 11:30-13:30

Værkstedet i Kongensgade 15 vil være åbent for offentligheden i tidsrummet:
Søndag d. 20. august: 10.00-16.00
Mandag d. 21. august: 14.00-20.00
Tirsdag d. 22. august: 14.00-20.00
Onsdag d. 23. august: 14.00-20.00
Torsdag d. 24. august: 14.00-20.00
Fredag d. 25. august: 10.00-20.00
Lørdag d. 26. august: 10.00-20.00
Søndag d. 27. august: 10.00-16.00