Bliv frivillig vær med til at skabe festen

Hos H.C. Andersen Festivals er vi vilde med vores frivillige, og når festivalen i år afholdes for femte gang, vil flere frivillige kunne fejre deres femårs jubilæum hos os – forhåbentlig fordi, de også er vilde med os.

08. april 2017

Vi har rigtig stort fokus på at skabe et stærkt, stabilt og engageret frivillignetværk, og vi mærker tydeligt, at opbakningen fra de frivillige er stor. I år har vi for eksempel fået flere henvendelser til festivalkontoret af ivrige frivillige, der ville høre, hvornår vi åbnede for tilmeldingen til dette års festival.

Som frivillig på H.C. Andersen Festivals indgår du i et stort fællesskab, hvor alle har som mål at gøre H.C. Andersen Festivals til en unik tilbagevendende kulturoplevelse i Odense. Et fællesskab, som skal vokse sig stærkere år for år.

Ud over at få en god oplevelse kan dét at være frivillig også være springbrættet til eksempelvis et job. Der er flere eksempler på, at tidligere praktikanter og frivillige er blev tilknyttet enten festivalen, sponsorer eller andre samarbejdspartnere, efter et forløb hos os.

Vores nye frivilligkoordinator er faktisk et godt eksempel på, hvad en praktikplads hos festivalen eventuelt kan føre til. Sanne Juel Egelund var i 2015 i praktik som sponsorkoordinator hos os og er nu vendt tilbage for at tilgå jobbet som frivilligkoordinator, der blandt andet består af rekruttering af frivillige og teamledere, koordinering med aktører, praktikanter og sekretariat og meget andet.

- Jeg kan virkelig godt lide den energi, der er i og omkring H.C. Andersen Festivals. Vi har så meget at tilbyde alle dem, der lægger vejen forbi festivalen, og det skyldes ikke mindst vores frivillige, som er en rigtig stor drivkraft. Så jeg ser rigtig meget frem til at komme i gang med arbejdet og få samlet nogle fantastiske folk, fortæller Sanne.

H.C. Andersen Festivals har i år brug for 160 frivillige, der skal hjælpe os med at løse mange forskellige opgaver under festivalen. For eksempel til infopatruljer, opsyn ved aktiviteter, billetsalg og meget mere. Du kan læse mere om at være frivillig her og sende din ansøgning til frivillig@hcafestivals.dk