Leonora Christina Skov vinder Spoken Word Prisen

Årets Spoken Word Pris blev lørdag givet til Leonora Christina Skov for en larmende roman om at leve stille – noget, der kom som en kæmpe overraskelse for den dygtige forfatter.

25. August 2018

Lørdag gæstede forfatter og samfundsdebattør Leonora Christina Skov Spoken Word’s ’Ord.Salon’ i Studenterhuset til en samtale om hendes selvbiografiske roman ’Den, der lever stille’. Hvad hverken Leonora Christina Skov eller tilskuerne i det fuldstændigt fyldte Studenterhus vidste var, at forfatteren som afslutning på ’Ord.Salon’ ville modtage årets Spoken Word Pris.

Og det kom da også som en kæmpe overraskelse for den dygtige forfatter, da Spoken Word Festivals leder, Betina Følleslev, trådte op på scenen for at overrække Spoken Word Prisen.

”Det kommer som et kæmpe chok for mig,” sagde Leonora Christina Skov til de mange tilskuere, da Betina Følleslev havde forklaret sit ærinde på scenen.

På trods af overraskelsen for både forfatteren og den fyldte sal var der overskud til både smil, grin og klapsalver fra publikum. Leonora Christina Skov havde dog selv lidt svært ved at få munden på gled oppe på scenen.

”Wow! Jeg har aldrig nogensinde fået en pris på den måde før. Tusind tak for det,” sagde hun med et overrasket smil på læberne.

Svære emner, nærvær og refleksion

Temaet til årets Spoken Word Festival er ’Afsked og nye begyndelser’, og netop dét tema passer prismodtageren, Leonora Christina Skov, rigtig godt ind i. Hendes nye roman ’Den, der lever stille’ er nemlig en rørende og personlig beretning om at stå på egne ben, stå ved sig selv og skabe en ny begyndelse ovenpå et kompliceret forhold med forældrene.

Men Leonora Christina Skov vinder ikke kun Spoken Word Prisen 2018, på grund af hendes anmelderroste og populære bog. Hun vinder prisen, fordi hun tør at bruge ord på nye eksperimenterende måder, fordi hun skaber fortællinger, der får læseren til at reflektere, og fordi hun med både sine bøger og lydbøger formår at tale om svære emner på en nærværende og levende måde.

Tidligere prisvindere er blandt andet Benny Andersen, der modtog æresprisen på Spoken Word Festival i 2015, Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter i 2016, for deres unikke kombination af lyd, ord og musik, og i 2017 Poetry Slam Fyn for at udbrede poesien og sætte Poetry Slam-konceptet på det fynske landkort med en U20 slam turnering på fynske gymnasier.

Med prisen følger 10.000 kroner, som er sponsoreret af Athenas.

Spoken Word Festival er en af H.C. Andersen Festivals samarbejdspartnere og ligger i år på samme tid som H.C. Andersen Festivals.