Katinka til Spoken Word Festival 2019

Oplev Katinkas kraftfulde tekster i nyt musikalsk univers til dette års Spoken Word Festival.

7. Juni 2019

Daniel Buchwald

Katinka Bjerregaard, som netop har spillet en velbesøgt koncert på Havnekulturfestivalen, vil til sommer kunne opleves på helt nye måder under Spoken19. Strygerensemblet Who Killed Bambi har teamet op med sangerinden for at arrangere Katinkas sange for strygere, og denne unikke koncertproduktion vil kunne opleves mandag d. 19. august på Spoken Word Festivals officielle åbningsdag. Festivalen kører i år med temaet ’POWER’, og Katinka Bjerregaard må siges at være en af de aktuelle danske sangstemmer med allermest af netop dette. Hendes fandenivoldske tekster omhandler alt fra idiotiske skolesystemer, hjertesorger, at være for grim til at danse og at finde kærligheden om end på tumulte måder; sangerinden har netop offentliggjort, at hun er gravid med tvillinger, og koncerten på Spoken19 vil derfor være en af de sidste på sangerindens sommerturné, inden hun holder en længere pause fra scenen.


Strygerensemblet Who Killed Bambi specialiserer sig i studie- og liveperformances, og er drevet af en musikalsk nysgerrighed, der gennemsyrer deres arbejde. De har tidligere arbejdet med store navne som Steffen Brandt, Søren Huss, Pernille Rosendahl, og for nylig med svenske Jenny Wilson til en voldsomt hyped koncert under årets SPOT-festival. Nu er turen kommet til Katinka Bjerregaard, og de vil under Spoken19 akkompagnere sangerinden med violin, cello og bratsch. Det bliver med alle de sange, vi kender og elsker, men i et helt nyt musikalsk univers – det bliver unikt, og det hele sker på Spoken19. Spoken Word Festival varer i år fra den 14.-24. august, og præsenterer hvert år crossover-arrangementer og en række eksperimenterende events, der udfordrer publikums syn på fortællingen, musikken, historierne og alt derimellem. Det er derfor en stor ære for festivalen at kunne invitere til denne koncert med Katinka Bjerregaard og Who Killed Bambi, der produceres unikt til årets festival. Der er kun 120 billetter i salg.

Praktiske oplysninger:

  • Dato: 19. august kl. 20:30-21:45 i Studenterhus Odense, Amfipladsen 6, 5000 Odense C.
  • Billetpris: Forsalg: 250 kr. / Dørsalg: 280 kr. / Studiepris: 180 kr.
  • Billetlink: her

Koncerten præsenteres med støtte fra Odense Musikudvalg, HCA Festivals og Statens Kunstfond.