Kære Dagbog + Åben scene #3

Kom og vær med til en nervepirrende, underholdende og intim aften, hvor dagbogen og den personlige fortælling er i fokus.

Scenen er åben, og Kristine Victoria Madsen er værten, der vil tage hjerteligt imod alle, især dig med en dagbog i hånden.

Kære Dagbog + Åben Scene skaber et omfavnende rum til dine mest private fortællinger, fra dengang det hele var liv eller død, og du var forelsket i ham den flotte med krøllerne fra parallelklassen. Vi elsker både de gode grin omkring teenageromancer og intriger samt det nære og nutidige.

Der er plads til alle til Kære Dagbog + Åben scene, hvad enten du har modet til at stille dig op på scenen, eller blot vil sidde og nyde fortællingerne. Der er nemlig plads til alle slags dagbogshistorier - om break-ups, om sorg, at blive single og skulle på Tinder for første gang som 25-årig, eller om hvorfor Pearl Harbor var den ultimative netflix n’ chill-film i 00’erne.

Kristine Victoria Madsen har selv en solid bunke dagbogsmateriale, og dem skal man glæde sig til at høre! Kom og hør om hendes lange teenageromance, der kan få enhver til at huske følelsen af at være ung, have sommerfugle i maven og håbe, at håret sidder godt nok en nat under stjernehimlen med ham den virkelig søde.

Pris
Forsalg: 40 kr.
Dør: 60 kr.

Arrangør: Spoken Word Festival
Støttet af: H.C. Andersen Festivals

Alle tider er vejledende.