Heino Hansen tipper om sjove comedy-oplevelser

Heino Hansen, der er komiker og artist ved H.C. Andersen Festivals 2018 er vild med Odense og indbyggernes engagement i comedy. Her i klummen giver han svaret på hvorfor, og så kommer han med tre gode tips til HCA Comedy Festival.

21. August 2018

Hvis Århus er smilets by, så er Odense som minimum grinets by.

Nu har jeg optrådt med stand-up comedy i 10 år, og synes derfor selv at jeg har pondus til at komme med følgende bombastiske og/eller udokumenteret postulat: Odense er grinets hovedstad.

At få kulturlivet til at blomstre i en enkelt by afhænger selvfølgelig af en masse faktorer, men den vigtigste alt andet lige, må være den sociale fællesskabsmentalitet hos byens indbyggere – og her scorer Odense altså topkarakter i min bog.

Odenseanerne er ikke bange for at gå ud af hoveddøren, for at opleve byens kulturelle tilbud, hvilket afspejles i de større komikeres tour-planer, hvor magasinet i Odense som regel er booket mere end et par gange.

På min egen tour i 2016 var Odense således første sted der blev udsolgt.

Som om det ikke er nok, så er Odenseanerne og dem der er mest lattermilde, hvorfor man skal bruge utroligt mange hænder for at tælle hvor mange professionelle komikere der vælger Odense når de skal tv-optage Deres onemanshows.

Nå ja, jeg er blevet bedt om at svare på hvorfor jeg støtter op om HCA comedy festival i Odense – svaret finder du i samtlige ovenstående linjer.

3 anbefalinger

Brian Mørk show, live podcast

Man har måske hørt om Brian Mørk show fra dengang det kørte på tv. Glem alt hvad du tror du ved. Brian Mørk show er publikum der bestemmer de karakterer, som komikerne skal spille i Brians interview. Har set det en del gange, folk græder af grin. Bogstaveligt, græder. 

DM semifinalerne/finalen i impro comedy

Jeg er åndssvagt fascineret af impro comedy, hvilket man også godt ved hvis man har set mig optræde. Der kan opstå magi i en sal når der skal improviseres. Der kan også opstå pinagtighed – men hellere se noget der kan blive magisk eller pinligt, end noget der kan blive lige under eller over middel.

LilleTorsdag, live podcast

Min egen podcast, sammen med en af mine sjoveste venner – Jakob Svendsen. Konceptet er simpelt, vi har købt familie journalen, og læser op fra ”læsernes egne råd”. Det plejer at blive definitionen af sjovt.