Glæd dig til et eventyrligt lys og performanceshow

Et unikt lys- og performanceshow med den nyeste teknologi bringer H.C. Andersen ind i vores samtid og bliver et af højdepunkterne på årets H.C. Andersen Festivals.

5. Juli 2017

Ved dette års programoffentliggørelse kunne vi præsentere et nyt og helt unikt lys- og performanceshow, der kan opleves gratis på Flakhaven under H.C. Andersen Festivals.

Og der bliver virkelig noget at se frem til. Showet, med titlen ”Sunshine, freedom and a little flower”, bliver utvivlsomt en af hovedattraktionerne ved årets festival.

Showet er skabt af det verdensberømte tyske kunstnernetværk phase7 performing.arts, et team af internationalt kreative, som tidligere har begået store og mindeværdige opsætninger som fejringen af 25-året for murens fald i Berlin og åbningskoncerten til Umeå som Europæisk Kulturhovedstad. phase7 performing.arts kalder selv showet for et ”crazy high tech-eventyr” med lys, musik, dans og droner.

For 157 år siden skrev H.C. Andersen eventyret ”Sommerfuglen” og i den ordene; “Leve er ikke nok! Solskin, frihed og en lille blomst må man have,” og det er de ord, der er inspirationen bag det nye lys- og performanceshow.

- Showet hylder H. C. Andersen i en unik fortolkning og er et performance- og lysshow af høj kunstnerisk kvalitet, det har international klasse og er teknologisk nytænkende. Showets særlige kombination af lys, lyd og droneteknologi er tilpasset specifikt til Odenses byrum og giver H.C. Andersen Festivals mulighed for at præsentere en stor kulturoplevelse af allerhøjeste kaliber, siger festivaldirektør Peter Bøgholm.

”Sunshine, freedom and a little flower” bliver til i samarbejde med Det Kongelige Teater Balletskolen Odense, Syddansk Musikkonservatorium og Airborne Consult og involverer både internationale kunstnere, lokale talenter og publikum på Flakhaven i Odense.

”Sunshine, freedom and a little flower” er desuden støttet med 1,1 mio. kr. fra Nordea-fonden, der har støttet H.C. Andersen Festivals siden 2013.