Festivalen indgår eventyrligt samarbejde

H.C. Andersen Festivals har indgået et nyt samarbejde med den internationalt anerkendte eventyrfestival Premio&Festival Andersen i Sestri Levante, Italien. Målet med samarbejdet er at udveksle eventyrlige indslag festivalerne imellem til glæde for festivalgæsterne i både Sestri Levante i Italien og i Andersens fødeby, Odense.

6. Juli 2018

For mange år siden rejste H.C. Andersen på dannelsesrejse i Europa for at finde inspiration og for at skrive om sine oplevelser udenfor Danmarks grænser. Rejsen bragte ham blandt andet til Italien, hvor han besøgte Sestri Levante – et besøg, som gjorde stort indtryk på både den danske forfatter og den italienske by. De seneste 50 år har Sestri Levante nemlig afholdt en festival dedikeret til den danske eventyrdigter og hans eventyrlige univers, og da festivalen i starten af juni løb af stablen for 51. gang, kunne den byde sine mange gæster velkommen til en endnu mere international og danskinspireret festival.

I år indgik H.C. Andersen Festivals nemlig et samarbejde med den italienske festival Premio&Festival Andersen. Et samarbejde, der kom i stand med hjælp fra VisitDenmark i Odense og deres kollegaer i Italien. Det nye samarbejde betød, at H.C. Andersen Festivals i år var repræsenteret på den italienske festival med blandt andet en genskabelse af Tommelises univers fra Brandts-området i 2017 og en plakat- og papirklipsudstilling lavet af den anerkendte danske papirklipskunster, Sonia Brandes. Og det nye samarbejde har spændende fremtidsudsigter.

Et eventyrligt samarbejde

Det nye samarbejde mellem de to H.C. Andersen-festivaler giver mulighed for at hente inspiration og udveksle erfaringer med hinanden – noget der i den grad kommer begge festivalers gæster til gode.

”Vi er meget glade for det nye, internationale samarbejde med Premio&Festival Andersen, som vi jo deler DNA med, da vi begge har eventyrdigteren som omdrejningspunkt. Initiativet passer i høj grad med vores strategi om at skabe og styrke en international kulturfestival i Odense, og jeg håber vores samarbejde med festivalen i Sestri kan udvikle sig til at fast partnerskab, så vi på sigt kan udveksle eventyrlige indslag, som jeg tror, vi og vores festivalgæster vil få stor glæde af,” siger Peter Bøgholm, festivaldirektør ved H.C. Andersen Festivals.  

Også arrangørerne bag Premio&Festival Andersen ser frem til og har store forventninger til det nye samarbejde:

”Vi er meget glade for dette samarbejde med H.C. Andersen Festivals – et samarbejde mellem realitet og eventyr som bringer fortællingen tilbage til det daglige. Fortællingen, som altid har været et redskab til at give erindringer og viden videre samt en måde at dele kultur mellem nationer på. Et samarbejde, som vi håber fortsætter i årene fremover for at blive en vigtig tradition under vores festival i Sestri,” udtaler arrangørerne bag Premio&Festival Andersen. 

H.C. Andersen var helt bestemt betaget af Italien, og han foretog i alt syv rejser til det sydeuropæiske støvleland i løbet af sit liv. Men med det nye samarbejde med festivalen i Sestri Levante, som har skabt begejstring for den danske digter og hans liv, går turen nu den anden vej. Og vi glæder os til at se italienerne rejse i Andersens fodspor og byde dem velkommen i hans fødeby, Odense.

 

Foto: Tommelises univers, Brandts området, 2017.