Festival nyder godt af samarbejdet med studerende

H.C. Andersen Festivals har igen i år fornøjelsen af flere studerende, som har valgt at skrive opgave i samarbejde med festivalen.

5. Juli 2017

(Denne artikel er oprindeligt blevet bragt i Ugeavisen Odense d. 28/6)

H.C. Andersen Festivals har tradition for at have et godt samarbejde med det odenseanske studie-miljø, og i år er ingen undtagelse. Flere studerende har benyttet festivalen som ramme for den afsluttende opgave på deres studier.
De to erhvervsøkonomistuderende, Luka Marjanovic og Alexander Johansen, har skrevet deres bacheloropgave i samarbejde med festivalen. De er i gang med en gennemgribende analyse af den generelle tilfredshed blandt festivalens gæster.

”Vi forventer, at vores undersøgelser vil give en dybdegående forståelse af festivalens gæster og de tilbud, festivalen giver dem. Det skal i sidste ende resultere i en konkret markedsføringsplan, som H.C. Andersen Festivals fremover kan benytte, og som er skarp på sammenspillet mellem deres målgruppe og festivalens tilbud,” fortæller Alexander Johansen om projektet.

Fokus på de frivillige

Efter fem års studier i Kultur og Formidling på Syddansk Universitet har Maj-Britt Muerköster netop afleveret sit afsluttende speciale. I sit speciale arbejdede hun ud fra en tese om, at der findes forskellige motivationsfaktorer blandt unge og ældre frivillige hos H.C. Andersen Festivals.

Konklusionen blev dog, at der ikke findes så store forskelle, som Maj-Britt havde troet.

”Mine undersøgelser viste, at unge faktisk føler, at de får meget ud af at arbejde sammen med de ældre. De unge fik et andet perspektiv på de opgaver, de skulle udføre i samarbejde med de ældre, og syntes, de havde lært mere, end hvis de havde arbejdet sammen med andre jævnaldrende,” siger Maj-Britt.

Fra festivalens side stammer interessen i studenteropgaver flere steder fra:

”Vores arbejdsprocesser bliver set på med nye øjne, og vi får nogle kvalificerede bud på, hvordan vi kan optimere dem. Derudover sparer de studerende også med vores sponsorer som led i deres undersøgelser. Den slags videndeling kommer alle parter til gode,” fortæller marketingchef for H.C. Andersen Festivals, Rikke From Larsen.

 

Foto: Videndeling mellem Luka Marjanovic, Alexander Johansen og Hans Eibe Sørensen, der er forsker i Datadrevet Forretningsudvikling, ejer af EIBE MGMT samt professor i Business Development, Strategy & Market Orientation.