En evigt strømmende kilde

Ghita Nørby har et meget ydmygt og respektfuldt forhold til H. C. Andersen. Ifølge hende kan man ikke definere fantasi-universet i hans eventyr – for H. C. Andersen er ganske enkelt et enestående geni og en uendelig kilde til inspiration.

4. August 2017

(Denne artikel er oprindeligt blevet bragt i Ugeavisen Odense d. 02/08)

Af Christel Bæksted

Det er svært at se, hvordan nogen skulle kunne undgå at blive inspireret af H. C. Andersen, ifølge Ghita Nørby. Hun er dybt fascineret af ham, og kender publikums reaktioner fra de mange år, hun ydmygt har læst højt af H. C. Andersens eventyr:

- De er rystede! Og de morer sig, og bliver forbavsede og forundrede.

Ghita Nørby forklarer, at vi har at gøre med en forfatter, der giver en fantastisk og mærkværdig viden om danskerne, småligheden, småborgerligheden, vores villighed og misundelse med videre. At hans måde at se menneskeheden på lever evigt. Ikke bare her – men i hele verden:

- H. C. Andersen er nok den, som vil leve længst af os alle, ind til jorden går under. For du har aldrig oplevet et geni som ham, som er så moderne, fræk og tilstedeværende. Du kan ikke sætte ham i bås. Det er dét, der er det fremtidige, det er dét, der er fantasien. Og jeg vil ikke engang sige fantasien, for det er dét, der er geniet!

Opleve uden forbehold

Hver eneste af H. C. Andersens eventyr er perler, man kan blive ved med at slibe og pudse på, og hvor der hele tiden kommer nye nuancer frem. Ghita Nørby bliver klogere for hver gang, hun læser eller hører forfatteren. Og en af de ting, hun har taget til sig er, at man skal bevare en åbenhed overfor det, man oplever – tage oplevelsen til sig uden forbehold.

Men selvom Ghita Nørby er dybt fascineret, og også oplever mange reaktioner fra sit publikum, så forholder hun sig ikke til H. C. Andersen i overskrifter, og ønsker ikke at være konkret omkring eventyrene:

- Det er kedeligt at gå ned i detaljen. For sådan er H. C. Andersen ikke. Og det kan man ikke ud fra denne mands enorme verden. Det er mere, at lytte til hvem han er. Stille sig åben over for, hvad det er, han siger. For hvis du gør det, og hvis du tør det, så kan jeg love dig for, at der er ting, der kommer for sin dag, fortæller hun.

Ghita Nørby nævner Klodshans, der får prinsessen og det halve rige med en krage og en gammel træssko. Eventyret handler netop om hele tiden at holde sit sind åbent over for, hvad der kan ske.

- Det er jo ukonkret, og det er derfor, det er vidunderligt. Det er derfor, det er en kilde, der aldrig slukkes. Og derfor kan man ikke give et eksempel, for i det øjeblik jeg gjorde det, ville jeg formindske H. C. Andersen.

Han beriger et menneske

Det er vanskeligt at læse højt af eventyrene, fordi H. C. Andersen er så kontant og præcis. Han har aldrig nogen overflødige ord – alle ord er placeret præcist i den sætning og det billede, han vil fortælle om. Derfor er det et koncentrat af, hvad Ghita Nørby kalder 'geni'.

Og netop sproget er noget, Ghita Nørby fremhæver i forhold til, hvor heldige danskerne er, idet de kan læse forfatteren på deres modersmål:

- I hele verden prøver folk på at lære dette åndsvage, mærkværdige, danske sprog, for at læse ham på originalsproget. Og for en gangs skyld har vi tilgang til originalsproget i vores lille land, og dét er en gave til danskerne.

Hun pointerer, at H. C. Andersen faktisk har tilføjet billeder til hele verdens sprog – idet begreber som ”en lille fjer bliver til fem høns”, også er begreber, der ligger i hele verdens sprog. Og for Ghita Nørby hører fascinationen aldrig op:

- Mit forhold til H. C. Andersen er et stort kærlighedsforhold. Jeg vil gerne være barn af H. C. Andersen, jeg vil gerne være voksen af H. C. Andersen. Han er for mig en kilde, der altid strømmer, hvad end jeg gør og laver. Så er han ubeskrivelig for mig. Min begejstring har, om jeg så må sige, ingen ende. For jeg elsker ham. Og det er et lillebitte ord. For det er ingenting. Men han beriger et menneske, dig, mig og alle, der vil læse hans historier.

 

Fakta: Syv værdiord & kulturpersonligheder

  • H. C. Andersen Festivals har udvalgt syv værdiord, som er gennemgående for hele festivalen. Ordene er udvalgt som kendetegn for de temaer og problemstillinger som H. C. Andersens eventyr og forfatterskab hovedsageligt kredser omkring. Emner, som det moderne menneske i høj grad kan finde inspiration i. Derudover kendetegner værdiordene H. C. Andersen som person.
  • De syv værdiord er: Mønsterbryderen, Den rastløse og rejsende, Tingenes Magi, Fantasi og evnen til at forudse det uventede, At søge identitet, Anerkendelsestemaet samt Ironiens mesterskab og oplevelse.
  • Syv kulturpersonligheder forholder sig hver især til ét af værdiordene i uge 28-34. De fortæller, hvorfor de mener, at temaet og H. C. Andersen er vedkommende i det moderne samfund – og hvordan de selv finder inspiration i hans værker.
  • Denne uges personlighed er skuespiller, Ghita Nørby omkring værdiordet, Fantasi og evnen til at forudse det uventede.
  • Arrangementer under H.C. Andersen Festivals med værdiordet Fantasi og evnen til at forudse det uventede: Fodreise vol. III, Udflugt i eventyrenes smagsrige m.fl.

 

Foto: Gennem snart 50 år har Ghita Nørby beskæftiget sig med H. C. Andersen. Hun har blandt andet udgivet en bog med udvalgte eventyr, som hun læser op ved foredrag. Og så har hun instrueret filmen De Vilde Svaner baseret på H. C. Andersens eventyr.